Foreslår ny havvindmøllepark i stedet for kystnære møller

Regeringen vil droppe kystnære vindmøller og i stedet opføre en havvindmølle park i 2025. Forslaget er en del af regeringens forsøg på at finde penge til at afskaffe PSO-afgiften.

siemens_offshore1.jpg
Foto: www.siemens.com/press

De kystnære vindmøller, der blev vedtaget i energiforliget i 2012, skal flyttes ud i havet og ud i fremtiden.
    
Det foreslår energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) tirsdag i Jyllands-Posten.
    
Ministeren bekræfter over for Ritzau, at forslaget er en del af regeringens bestræbelser på at finde penge til at afskaffe PSO-afgiften.
    
Lars Christian Lilleholt vil helt aflyse de kystnære vindmøller, som blev aftalt i energiforliget fra 2012. Han vurderer, at det vil spare regeringen for en udgift på syv milliarder kroner.
    
I stedet vil han erstatte dem med en ny havvindmøllepark i 2025. Her kunne Horns Rev være et bud på, hvor vindmøllerne kan komme til at stå, mener ministeren.
    

Vi synes grundlæggende, at de kystnære vindmøller, der er en del af energiaftalen fra 2012 er en fejltagelse

Pengene til at opføre en sådan havvindmøllepark vil til den tid kunne findes på de årlige udgifter, der er sat af til opførelse af sådanne projekter.
    
- Vi synes grundlæggende, at de kystnære vindmøller, der er en del af energiaftalen fra 2012 er en fejltagelse. De vil få store visuel konsekvenser for de strækninger, hvor de ville skulle placeres, siger ministeren til Ritzau.
    
- Ved at flytte møllerne, får vi et økonomisk råderum. For når vi kommer frem til 2025, er der en række af de andre parker, der er betalt af. Så bliver der plads til at lægge den her investering ind i budgettet. Samtidig får vi besparelsen på den korte bane.
    
Forslaget får hård kritik med på vejen fra de to største partier i Folketinget, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.
    
Samtidig tikker uret, fordi den 1. januar 2017 udløber den frist, som EU-Kommissionen har givet den danske regering til at ændre eller afskaffe PSO-afgiften.
    
- Hvorfor har regeringen tid til at fremlægge forslag, den ved er så upopulære?
    
- Fordi det handler om, at vi er i en politisk proces. Det her er et forslag, som er fornuftigt at spille ind i forhandlingerne, fordi vi tror, at vi kan samle Folketinget om at fortsætte den grønne omstilling, men udskyde nogle af omkostningerne, svarer Lars Christian Lilleholt.
    
/ritzau/