Flygtninge tager stort kørekort

Stort kørekort fra Syrien er ikke meget værd på vestjyske landeveje. Så nu er 10 flygtninge ved at tage kortet igen - denne gang på dansk.

0:44
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Obaida Albaram kom til Danmark for to et halvt år siden. Med i kufferten havde han et kørekort til lastbil fra Syrien. Nu er han ved at tage kortet endnu en gang.

- Jeg håber, at jeg, efter jeg har fået lastbilkørekortet, at jeg får arbejde hurtigt. Så kan man tjene sine egne penge og det bliver dejligt, fortæller Obaida Albaram fra førersædet. 

Ringkøbing-Skjern Kommune har i lang tid ærgret sig over, at flygtninge har svært ved at få lastbilkørekort, selv om de har kørt lastbil i deres hjemland. I Danmark bliver der stillet nogle andre krav især til sproget.

Men den udfordring har kommunen løst og nu er 10 flygtninge i gang med at tage stort kørekort. Og en del af sprogundervisningen er flyttet op i førerhuset.

- Det er rigtigt meget spændende, at man prøver at få et lastbilkørekort på andet end sit eget sprog, på et nyt sprog. Det er selvfølgeligt lidt svært nogle gange, siger Obaida Albaram.

I første omgang havde Ringkøbing-Skjern kommune ikke nok til selv at starte et hold. Men ved at gå sammen med andre kommuner er flygtninge fra Syrien, Afrika, Rumænien og Vietnam lige nu ved at tage stort kørekort.

Efter planen er de færdige til september. 

2:03