Fem kandidater dyster om borgmesterpost

Torsdag udløb chancen for at melde sig ind i kampen om at blive kommende borgmesterkandidat for Venstre i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Iver Enevoldsen

Fem Venstre-mænd har meldt sig. De har ét fælles mål; nemlig at overtage posten som borgmesterkandidat efter Ringkøbing-Skjern Kommunes borgmester, Iver Enevoldsen. 

Borgmesteren har meldt ud, at han ikke ønsker at genopstille ved kommunalvalget i 2017. Nu skal fem mænd så kæmpe om pladsen ved et opstillingsmøde den 1. februar. 

- Vi er glade for, at der er så mange gode kandidater, der har meldt deres kandidatur. Nu ser vi frem til opstillingsmødet, hvor medlemmerne skal vælge, hvem de vil have, siger formand for kommuneforeningen Jens Nicolai Vejlgaard. 

Til opstillingsmødet bliver kandidaterne en efter en stemt ud, indtil én mand står tilbage med over 50 % af stemmerne. 

Rift om pladsen

Da Iver Enevoldsen meldte ud, at han ikke ønskede at fortsætte, var der hurtigt to kandidater, som bød sig. Det var Bent Brodersen og Lennart Qvist, som begge kommer fra Ringkøbing. Kort efter kom Kristian Ahle fra Astrup og Hans Østergaard fra Spjald også på banen. 

I forgårs kom sidste og yngste kandidat. Det er Jesper Lærke fra Tarm, som ønsker at udfordre de fire andre.