Fandt hash og amfetamin i Tarm

Uheldig vestjyde fik beslaglagt sin bil og sigtet for besiddelse af narko.

Hash.jpg

En 33-årig mand fra Tarm er blevet præsenteret for en stribe sigtelser, efter at han mandag eftermiddag blev standset af en politipatrulje på Storegade i Tarm.

Den 33-årige kørte i en polsk indregistreret bil med danske nummerplader - nummerpladerne viste sig at være stjålne, og da betjentene undersøgte bilen, fandt de 1,7 gram hash.

Betjentene besluttede sig derfor for at ransage hans bopæl, hvor udbyttet blev 40 gram amfetamin og 309 gram hash. Den 33-årige forklarede, at de ulovlige stoffer tilhører hans bofælle - ham skal politiet nu have en snak med, men den 33-årige er alligevel blevet sigtet for at overtræde loven om euforiserende stoffer.

Den uheldige vestjyde, der i forvejen er kendt af ordensmagten, er også sigtet for tyveri af nummerpladerne og for kørsel i frakendelsestiden. Samtidig har Skat beslaglagt hans bil.