Fængsel undgik han ikke

22-årig udeblev fra afsoning - anholdt i Vorgod.

RingkoebingPolitiSkildt.jpg

Hvis en 22-årig mand fra Videbæk-egnen havde regnet med at slippe for fængsel ved simpelthen at blive væk - så havde han regnet forkert.

Den 22-årige er dømt for grov vold i en stor tæskeholdssag og var efterlyst, fordi han var udeblevet for afsoningen. Derfor blev han klokken 2 natten til onsdag anholdt i en lejlighed i Vorgod, og politiet vil nu sørge for, at han kommer til at afsone resten af straffen.

Politiet fandt også en motorcykel, som viste sig at være stjålet i Kvong for et års tid siden - den 22-årige blev sigtet for tyveri af motorcyklen og for at køre på den uden at have kørekort.