F-16 fly taber missil

Et F-16 jagerfly tabte torsdag den forreste del af et missil, mens flyet var på træningsøvelse ved Vesterhavet.

missiltab.jpg

Da et F16 jagerfly torsdag nåede hjem til basen i Skrydstrup i Sønderjylland, var det ligesom om, der manglede noget. Flyet havde været på træningsflyvning ved Ringkøbing, men manglede det forreste af et missil.

Missilet var et AIM-9L Sidewinder der er varmesøgende, og bruges til at nedskyde andre fly. Tabes missilet over land, vil det ved nedslag sandsynligvis blive ødelagt, så de udløsende sensorer ikke virker længere. Det betyder, at missilets sprænghoved ikke vurderes at være farligt, med mindre man piller ved det, eller forsøger at flytte det.

- Det er selvfølgelig meget uheldigt, for sådanne missilier skal jo ikke falde af. Derfor siger vi også, at den slags missiler må vi  indtil videre ikke flyve med. Nu skal vi have fundet årsagen, siger brigadegeneral Steen Harboe Hartov fra Flyvestation Karup.

Meget lidt sprængstof

Missilet er sandsyndligvis blevet tabt 50 sømil vest for Ringkøbing. Men der er en lille chance for, at det er tabt over land. I såfald er det mellem Rømø og flyvestationen i Skrydstrup.

Missilet indeholder 9 kg. sprængstof, og i følge brigadegeneralen er det meget lidt.

- Sammenlignet med når fiskere engang i mellem får en bombe i nettet, så indeholder missilet næsten ingen spængstof, siger Steen Harboe Hartov.

Alligevel understreger Steen Harboe Hartov, at hvis man støder på missilet skal man ikke forsøge at røre ved det, men kontakte politiet.