Eggert og Skjern går på juleferie med en sejr

GOG går på vinterpausen på førstepladsen, efter at Skjern hjemme slog Aalborg i Herre Håndbold Ligaen.

Anders Eggert blev sammen med Eivind Tangen topscorer for Skjern med 10 mål.
Anders Eggert blev sammen med Eivind Tangen topscorer for Skjern med 10 mål.
Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Aalborg Håndbold skulle have point ude mod Skjern Håndbold lørdag for at generobre førstepladsen i Herre Håndbold Ligaen.
    
Sådan gik det dog ikke, da Skjern vandt opgøret 35-31, og dermed måtte Aalborg se GOG gå på juleferie og vinteren i møde på førstepladsen.
    
GOG vandt tidligere lørdag hjemme 27-23 over TTH Holstebro og topper ligaen med 29 point, mens Aalborg blev på 28 point.
    
Kampen var langt hen ad vejen lige og intens, og sådan forløb første halvleg også, hvor ingen af holdene på noget tidspunkt førte med mere end to mål.
    
Aalborg førte knebent i de største perioder, men Skjern sluttede bedst af og kunne gå til pause med en føring på 17-16.

Lob på straffekast

Skjern holdt snor i en føring på to mål i første del af anden halvleg, inden det blev 26-23 efter et kvarter ved Sebastian Augustinussen.
    
Med ti minutter igen øgede Anders Eggert til 30-27-føring til Skjern.
    
Eggert lobbede bolden i mål på et straffekast med fem minutter igen til 32-28-føring, og Eggert studsede også bolden i mål fra fløjen til 34-29 tre minutter før tid, og dermed så opgaven umulig ud for Aalborg.
    
Skjern har dermed 20 point, inden forårssæsonen venter.
    
Århus Håndbold hentede en kneben sejr på 29-28 ude over Nordsjælland Håndbold med en scoring af Jonas Langerhuus i de sidste sekunder, og dermed vandt aarhusianerne for syvende gang i træk i ligaen.
    
Dermed spillede Århus sig på tredjepladsen med 24 point.
    
Bjerringbro-Silkeborg (BSV) er nummer fem med 23 point ligesom TTH efter en 29-26-sejr ude over Mors-Thy Håndbold.
    
TMS Ringsted spillede 27-27 hjemme mod Sønderjyske.
    
/ritzau/