Efter 120 indbrud i biler: 39-årig taget på fersk gerning

Politiet har muligvis fanget den person, der den seneste tid har plaget vestkysten med indbrud i tyske turisters biler.

Blå blink.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Så gik den ikke længere for en sjællandsk mand. Den Mobile Tyverigruppe hos Midt- og Vestjyllands Politi slog torsdag eftermiddag en klo i ham, oplyser politikommissær Poul Fink fra Central Efterforskning til TV MIDTVEST.

Politiet opsnappede manden, da han kørte over Storebælt. Efterfølgende har politiet skygget ham til vestkysten, hvor han igen - ifølge politiet - skulle på rov.

I alt har politiet manden mistænkt for 120 indbrud i biler denne sommer.

- Det er rigtig mange, men hvis det er godt indøvet, kan det sagtens lade sig gøre, siger Poul Fink.

Knuste siderude på bil

Han kørte nemlig til en parkeringsplads mellem Hvide Sande og Nørre Nebel, hvor han knuste en siderude i en bil for at stjæle ting af værdi. Efterfølgende fulgte Den Mobile Tyverigruppe efter ham ind på otte parkeringspladser op langs kysten, og da han omkring Ulfborg satte kurs mod Holstebro, var det slut. Han blev anholdt, og er sigtet for et indbrud og otte forsøg på indbrud torsdag. Indtil videre sidder han varetægtsfængslet indtil den 5. oktober. Efterforskningen skal vise, om han står bag flere af de 120 indbrud, politiet har fået anmeldelser om i løbet af sommeren.

Har været plaget den seneste tid

I løbet af august har politiet gentagne gange fået anmeldelser om indbrud i tyske turisters biler. I den forbindelse blev en Polo-lignende bil set køre fra ét af stederne. En bil, der matcher den, manden torsdag kørte i.

- Det er rigtig, rigtig vigtigt, at vi får stoppet det her, for det sender et rigtig godt signal til de tyske turister, at dansk politi kan håndtere den slags. Det er rigtig træls, når sådan noget sker. Det kan man selv sætte sin ind i, når man er i udlandet, forklarer Poul Fink.

Manden er kendt af politiet for lignende kriminalitet.

2:25
Få en uddybende kommentar fra Poul Fink her.