Død person fundet i Stauning Havn

Politiet efterforsker fundet af en død person i Stauning Havn, som mistænkeligt dødsfald men understreger, at intet foreløbigt tyder på en forbrydelse.

En mand er fundet død i Stauning Havn. Politiet har afspærret et område af havnen, så kriminalteknikere kan arbejde i fred.
En mand er fundet død i Stauning Havn. Politiet har afspærret et område af havnen, så kriminalteknikere kan arbejde i fred.
Foto: Frederikke Dammark, TV MIDTVEST

En mand er fundet død i Stauning Havn. Midt- og Vestjyllands Politi har placeret dødsfaldet i kategorien "mistænkeligt dødsfald", men har ingen indikationer på, at manden der er fundet flydende i havnen har været udsat for nogen forbrydelse. 

- Det er sådan, vi gør, når vi står med en sag som den her, forklarer vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj. 

- Vi kan ikke umiddelbart se noget, der skulle få os til at tro, at der ligger en forbrydelse til grund. Men fordi han er fundet på den måde, han er fundet, så ringer vi til kriminalteknikere og retsmedicinere, og så efterforsker vi sagen som mistænkeligt dødsfald, siger Ole Vanghøj. 

Både politi, brand- og redningsfolk og ambulancer var tilkaldt til Stauning Havn efter fundet af en død mand i vandet. I første omgang gik meldingen på, at personen, der blev set flydende i vandet, var iført en redningsvest, men da liget blev bjærget, kunne politifolkene konstatere, at manden ikke havde redningsvest på, fortæller vagtchef Ole Vanghøj. 

Klokken 08:53 fik politiet et alarmopkald. Både politi, brand- og redningsfolk og en ambulance kørte til Stauning Havn, hvor en lokal havde spottet en person, der drev i vandet. 

- Brandfolkene har fået ham bjærget. Liget har ligget i vandet i to dage eller mere, så jeg kan ikke fortælle dig andet, end at der er tale om en mand, siger Ole Vanghøj.  

Politiet efterlyser eventuelle pårørende

Endnu har politiet altså ikke nogen sikker identitet på det bjærgede lig. Ole Vanghøj fortæller, at der så vidt politiet er informeret ikke er meldt nogen mænd savnet i politikredsen lige nu. 

- Men det er klart, at er der nogen, der akut står og mangler en pårørende, så vil vi gerne høre fra dem, siger Ole Vanghøj. 

Politiet har nu afspærret et område af havnen, hvor teknikere kan få ro til at efterforske og komme til bunds i sagen.

Man kan kontakte politiet på telefon 114. 

0:57
Se interview med politiets indsatsleder på Stauning Havn, Ralf Høgedal her: