Den 37-årige mand blev torsdag morgen fundet af sine kolleger, da de mødte på arbejde. Han lå livløs i bunden af en fire meter dyb brønd med majs.
Ifølge politiet kravlede han selv ned i brønden for at nulstille en alarm, der var gået i gang. Og imens han var i gang med arbejdet, mistede han bevidstheden.
Manden blev efterfølgende indlagt på sygehuset i Aarhus. Han har siden været i kritisk tilstand, og onsdag morgen døde han.
De pårørende er underrettet. Og der vil blive afholdt retslægeligt ligsyn og eventuelt obduktion for at fastslå dødsårsagen.