Der er rift om de danske sommerhuse: 2016 blev rekordår

Det var i høj grad tyske turister, der bidrog til endnu et rekordår for feriehusudlejningen i 2016.

Sommerhus
Foto: TV MIDTVEST

De danske sommerhuse blev udlejet som aldrig før i 2016, der blev rekordår for feriehusudlejning.

Den endelige opgørelse for 2016 viser, at danske bureauer udlejede feriehuse i sammenlagt 625.100 uger, hvilket er en stigning på seks procent sammenlignet med 2015. Og det er ny rekord, viser tal fra Danmarks Statistik.

Det skyldes især de tyske gæster, som stod for en stor del af udlejningerne. Tyskerne er især vilde med Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor over tyve procent af de udlejede huse var til tyskere. 

Fra 2013 til 2016 er der ifølge Danmarks Statistik kommet 22 procent flere udlejningsuger til. Tyske gæster tegner sig for de absolut fleste udlejningsuger med 426.900 uger i alt.

Lige efter de tyske besøgende kommer de danske gæster med 135.200 uger.

Udlejningerne til hollændere er steget markant med 20 procent siden 2015.

Udlejningen til svenskere og nordmænd faldt til gengæld i 2016 med henholdsvis seks og fire procent.

Ifølge Danmarks Statistik kan stigningen i antal udlejningsuger hænge sammen med, at antallet af huse til rådighed er steget med fem procent fra 2015 til 2016.

2014 og 2015 var også rekordår for feriehusudlejning.

Du kan finde flere tal og grafer her.

Procentvis fordeling af husuger udlejet til tyske og danske gæster fordelt på kommuner i 2016.
Procentvis fordeling af husuger udlejet til tyske og danske gæster fordelt på kommuner i 2016.
Foto: Danmarks Statistik