Danni fundet i god behold

Den efterlyste 12-årige Danni Dronninggaard, der har været forsvundet fra en institution i Herning i 2½ måned, er fundet på Sjælland

290812-Forsvundet_0.jpg

Efter at have været væk i mere end to måneder er den 12-årige Danni Nico Dronninggaard dukket op igen. Han er blevet fundet i god behold i Kalundborg hos bekendte af sin familie.

Det skete omkring et døgn efter, at Midt- og Vestjyllands Politi gik ud med en efterlysning af drengen, der den 11. juni forsvandt fra det børne- og ungecenter, hvor han var anbragt.

- Vi fik et tip fra nogle, der mente, at de havde set den dreng, som vi efterlyste, og så tog politiet ud på adressen og fandt ud af, at det var rigtigt, siger politiassistent Poul Madsen fra lokalpolitiet i Ringkøbing til Ritzau.

Ville være sammen med sin far

Den 12-årige dreng var anbragt på centret efter at være blevet tvangsfjernet fra sin far. Han forsvandt under en cykeltur, formentlig fordi han gerne ville tilbage til faren.

- Vi formoder, at han ikke havde lyst til at være på institutionen, men at han hellere ville være sammen med sin far, siger Poul Madsen.

Torsdag aften ventede Danni hos politiet i Roskilde på at blive kørt tilbage til børne- og ungecentret, før lokalpolitiet kan få en snak med ham.

- Nu skal vi have talt med ham og finde ud af, hvordan han har det. Så ved vi også mere om, hvad der er det næste, der skal ske i sagen, siger Poul Madsen.

Før efterlysningen med billede i pressen og på internettet havde politiet ledt efter drengen ved at spore hans mobiltelefon.