Danmarks største turismedestination får statslig støtte

Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner har fået 3,4 mio. kr. af staten til at skabe en fælles turismedestination.

Tilsammen får Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner hvert år over 8 millioner overnatninger.
Tilsammen får Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner hvert år over 8 millioner overnatninger.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Kort efter nytår offentliggjorde Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner planerne om et samarbejde, der ville resultere i Danmarks største turismedestination.

Nu har de to kommuner med i alt 104 kilometer Vesterhavskyst så også fået et skriftligt tilsagn om 3,4 mio. kr. i statslig støtte til dannelsen af den fælles turismedestination.

Oven i de 3,4 mio. kr. fra Erhvervsfremmebestyrelsen har den erhvervsdrivende fond Natur & Kystturisme bidraget med 400.000 kr., ligesom Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner hver især allokerer 1,5 mio. kr. til destinationsdannelsen.

Dermed vil udviklingen og konsolideringen af den nye turismedestination komme fra start med et foreløbigt budget på 6,8 mio. kr.

- Vi havde måske nok forventet at få penge fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Men med en bevilling på 3,4 mio. kr. er det økonomiske fundament for et rigtig godt samarbejde i turismedestinationen lagt. Det kan vi kun være glade for, siger formanden for Forberedelsesudvalget, borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune Hans Østergaard.

Tilsammen får Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner hvert år over 8 millioner overnatninger, og er dermed pt. Danmarks største turismedestination.