Brudepar blev overrasket med køretur i Krone 5

En stor royalist fra Videbæk fik sig lørdag en overraskelse, da hun blev hentet i en helt speciel bil.

Krone 5
Foto: Sebastian Andreasen, TV MIDTVEST

Bilen har tidligere tilhørt fornemme mennesker som Kong Frederik og Dronning Ingrid, men lørdag var den i helt andre hænder. Den royale bil Krone 5 havde nemlig taget turen til Brejning Kirke ved Spjald for at overraske royalist og dagens brud Christina Dehlendorff og hendes mand.

- Det var vildt. Jeg er den største royalist, der kan stå på to ben, så jeg tænkte, at det ikke kunne passe, at det var Krone 5, der stod der, siger en glad Christina Dehlendorff.

Jeg er den største royalist, der kan stå på to ben.

At de nu ikke er prinsesser men en Videbækpige, som får en tur i bilen, skyldes, at bil-entusiast Søren Sørensen fra Vejen har fået fingre i bilen.

- Jeg handler med klassiske biler, og så er det jo et fund at finde sådan en original bil, som aldrig har været restaureret, siger Søren Sørensen.

Krone 5’s funktion har tidligere været, at fragte prinsesser og deres fædre, når de skulle giftes med prinserne. 

1:41
En privat samler har købt Krone 5 af Kongehuset. Lørdag kørte han og bilen et brudepar fra kirken.