Borgere i kø for at fortælle den gode historie

Ringkøbing-Skjern Kommunes borgere står i kø for at fortælle den gode historie med mobilen.

Ringkøbing-Skjern Kommune er på noget af en charmeoffensiv. I forsøget på at tiltrække flere folk til kommunen skal der uddannes en flok lokale videoambassadører. De skal være med til at fortælle de gode historier fra kommunen med deres mobiltelefoner.

Ringkøbing-Skjern Kommune har derfor opfordret alle borgere, der er glade for at bo, hvor de gør, til at tilmelde sig videokurset "Fortæl den gode historie med mobilfilm". Det har der i den grad vist sig at være opbakning til.

Alle pladserne er revet væk, og ventelisten er i fuld gang med at blive fyldt ud. Det er dog uvist, om der bliver plads til de mange ventende.

Kendt ansigt underviser

Projektet, der skal være med til at markedsføre kommunen, går under navnet "Det gode liv i Naturens Rige".

De mange borgere, som fremover vil blive de nye videoambassadører, skal, inden de går i gang, undervises af Inger Bech, som selv startede med at filme med mobilen, da hun var en del af TV MIDTVESTs mobilhold. Siden har Inger Bech startet sin egen virksomhed, hvor hun netop fortæller de gode historier for virksomheder og kommuner med mobilen. 

Foruden at skabe korte og se-værdige vidoer til projektets egen Facebookside, lærer kursisterne også, hvordan de uploader filmene til Seernes Billeder her på TV MIDTVEST.


Læs flere artikler fra Ringkøbing-Skjern eller i kategorien Samfund.