Benzin i blodet: Le Mans er rykket til Skjern

​Der er blandt dækafbrænding på programmet, når de følger Le Mans fra Skjern.

1:57
Lige nu er det store 24 timers racerløb i Le Mans i fuld gang, og det er ét af årets højdepunkter for folk med benzin i blodet

Lige nu er det store 24 timers racerløb i Le Mans i fuld gang, og det er ét af årets højdepunkter for folk med benzin i blodet

24 timers løbet kaster også et 24 timers arrangement af sig i Skjern.

Her er motorglade mænd og kvinder, voksne og børn, samlet. De kan overvære motorløbet på storskærm, få testet hestekræfterne på ens egen bil, brænde dæk af, og i det hele taget er der et væld af motorrelaterede aktiviteter.

Det er muligt at få testet sin egen bil.
Det er muligt at få testet sin egen bil.
Foto: Rasmus Jensen, TV MIDTVEST

Ingen søvn

Der er dog mulighed for at sove, hvis 24 timer er lige overvældende nok.

Arrangøren selv havde i går aftes dog ingen planer om at skulle sove.

- Jeg skal måske lige over og ligge i en to-tre timer, men så er det også det, fortæller Claus Allan Nielsen.

Arrangementet ligger i Skolebyen. Det er et stort arrangement for stedet.

- Vi gør det, fordi vi gerne vil vise skolen frem. At her er fyldt med gode mennesker. Vi bruger en masse tid på det. Det gør vi. Men det er det hele værd. Det er jeg helt sikker på, siger han.

Flest mænd

Kigger man ud over publikum, så står det klart, at der er flest mænd, der har valgt at bruge 24 timer på løbet. Men der er dog også kvinder til stede. En af dem er Monika Nielsen.

- Jeg er her, fordi der var nogle kammerater, der spurgte om jeg ville med herud. Jeg er vant til at se biler, så jeg tænkte ’hvorfor ikke?’. De har snakket om det mange gange, så jeg tænkte, at de kunne være meget spændende at prøve det, fortæller hun.

Hun er glad for, at hun tog med.

- Jeg synes, at det er rigtigt hyggeligt. Det er fedt, at de har nogle forskellige steder, man kan gå hen og se alt muligt. Jeg synes, det er super spændende, siger hun med et grin.

Arrangementet fortsætter indtil løbet i Frankrig er slut i eftermiddag klokken 15.

Lugten af brændt gummi spreder sig over pladsen, men der bliver brændt dæk af.
Lugten af brændt gummi spreder sig over pladsen, men der bliver brændt dæk af.
Foto: Rasmus Jensen, TV MIDTVEST