Antallet af turister steg i 2014

Antallet af turister i Danmark har været faldende de senere år, men en ny opgørelse viser, at udviklingen vendte i 2014.

_strand_0.jpg

Der er måske lysere tider for turismeerhvervet på vej. Nye tal fra Danmarks Statistik viser at antallet af turister for første gang i en årrække steg i 2014, hvor der var hele 6,6 procent flere udenlandske overnatninger i Danmark end i 2013, skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Turistdirektør Lykke Høj fra Ringkøbing Fjord Turisme siger til avisen, at man endnu ikke har de endelige tal for lokalområdet, men at intet tyder på, at fremgangen er gået den jyske vestkyst forbi.

- De tal, vi har fået indtil nu, viser stigninger, men halvdelen af sommerhusene herude lejes ud af landsdækkende firmaer, og de kommer først med deres tal til april. Men det vi hører fra dem, der står ude i bureauerne er, at de har haft et godt år, siger Lykke Høj.

Turistdirektøren peger på den varme danske sommer i 2014 som en af hovedårsagerne til fremgangen. Dertil kommer, at sæsonen blev længere, end det nogle gange er tilfældet, fordi tyskernes sommerferie lå senere end normalt, og det samtidig lykkedes at fylde sommerhusene op med især danskere og nordmænd i de tidlige sommermåneder.