Analytiker: Vestas viser muskler

Når Siemens og Gamesa fusionerer, kan de kalde sig verdens største vindmølleproducent. Vestas svarer igen med at offentliggøre rekordordre.

Vestas er på vej mod ny rekordordre i USA på 2000 MW.
Vestas er på vej mod ny rekordordre i USA på 2000 MW.
Foto: Vestas (pressefoto)

Fredag kom det frem at vindmølleproducenterne Siemens og Gamesa slår sig sammen. Dermed bliver de verdens største vindmølleproducent.

- Det som Siemens mangler i bred global tilstedeværelse, det køber man til i Gamesa. Og det som Gamesa mangler i power og kraft indenfor havvindmøller, det får man i Siemens. Så det bliver en stærk storspiller, siger aktieanalysechef i Sydbank, Jacob Pedersen, til TV MIDTVEST.

Vestas fremstår stærkest
Jacob Pedersen ser dog ikke sammenlægningen som et umiddelbart problem for Vestas.

- Det kommer selvfølgelig også til at skabe en stærkere konkurrent for Vestas, men en kurrent som bliver stærkere på nogle af de områder, hvor Vestas allerede i forvejen fremstår som den stærkeste i den her industri. Jeg tror, at det spring, som Gamesa/Siemens-konstellationen kommer til at tage fremad, i højere grad vil blive et problem for mere uforberedte konkurrenter end Vestas, siger Jacob Pedersen.

Vestas på vej med ny rekord
Vestas har i dag ingen kommentarer til fusionen, men fredag kom der en yderst opsigtsvækkende selskabsmeddelelse fra Vestas. Her fortæller selskabet om en betinget ordre i USA med potentiale på op til 2.000 MW. Hvis den forventeligt falder på plads, sætter Vestas ny rekord.

- Det vil jo være en appelsin i Vestas’ turban, og man kan sige meget sjovt på en dag som i dag, hvor nogle af konkurrenterne viser muskler, der viser Vestas i den grad muskler ved at vinde den her ordre, fortæller chefanalytikeren fra Sydbank.

- Det er en ordre, der er dobbelt så stor som den ordre, der hidtil har været Vestas’ største – en 1000 MW ordre i Norge. Så det her, det vidner om, at Vestas kan spille på alle tangenter i den her industri. Man kan levere til de små, meget Danmark, meget Tyskland, men man kan også levere de allerallerstørste ordre, der skal uddeles i den her industri, siger Jacob Pedersen til TV MIDTVEST.  

Vestas skal begynde leveringen til USA allerede i 2016.