82 år og speedwaykører: - Det er ligesom at køre på cykel

Trods sine 82 år nyder Hans Erik Hansen at køre speedway. Og han er en af Danmarks ældste aktive kørere.

4:02
Her kan du se hele udsendelsen om Hans Erik Hansen.
Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

82-årige Hans Erik Hansen elsker de små, hurtige, larmende maskiner.

- Det er jo, det at kunne kontrollere sådan en i en udskridning. Og spændingen ved det selvfølgelig også, siger Hans Erik Hansen, der kommer fra Tarm og er speedwaykører.

Hans Eriks søn, Allan, hjælper til, når hans far skal sendes ud på speedwaybanen.
Hans Eriks søn, Allan, hjælper til, når hans far skal sendes ud på speedwaybanen.
Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

Han har netop deltaget ved Herning Veteran Games. Et speedwaystævne for de ældste kørere. Som barn boede han tæt på en speedwaybane, og de hurtige maskiner, der drønede rundt, fascinerede ham.

- Jeg er født ikke ret langt uden for Kolding, og der havde de en motorbane mellem Vonsild og Kolding. Der, hvor vi boede, kunne vi høre, når de kørte. Så var det med at komme op på cyklen og komme derud, og se hvad der foregik, siger Hans Erik Hansen.

I 1955 begyndte han så selv at køre. Det gjorde han i 35 år, indtil han trak stikket for at få mere tid til familien.

Speedway hjalp, efter kærestens død

For fire år siden mistede Hans Erik Hansen sin kæreste, og for at få hverdagen fyldt ud med noget, kom lysten til speedway igen op til overfladen - efter mange års pause.

Idéen blev luftet for familien. De var ikke ligefrem begejstrede for den, men de kunne godt se, at den ældre mand mente, hvad han sagde.

- Han er alt for gammel - når man bliver 80 år, så skal man ikke køre speedway. Men han begyndte at hænge sin læderdragt op på væggen og sige: ”Der er 10 kilo, før jeg kan være i den” - og så gik han i gang med at træne, og kiloene begyndte at rasle af. Og så gik det op for os, at han mente det alvorligt, siger Allan Hansen, der er Hans Eriks søn og hjælper. 

Læderdragten her fik han tilbage i 1974. Nu er den igen i brug.
Læderdragten her fik han tilbage i 1974. Nu er den igen i brug.
Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

Og alvorligt var det. For tre år siden hoppede han, trods alderen, igen op på en speedwaycykel. Og 35 års pause havde ikke forandret meget. 

- Det var da helt sjovt. Det er ligesom at køre på cykel - du glemmer det ikke helt, siger Hans Erik Hansen.

Ved Veteran games i Herning var sønnen Allan med til speedway, men ellers klarer han sig selv.

- Når han står i ryttergården, så ligner han en ældre mand, og nogle gange skal benet lige med over cyklen, når han hopper på den og bliver skubbet i gang. Men så snart lortet ruller, kan du ikke se alderen længere, siger Allan Hansen, Hans Erik’s søn.

Og sønnen er da også imponeret over sin far.

- Jeg tror da, jeg poster mere på mine sociale medier om ham end om mig selv. Det er man da grovstolt af, siger sønnen, Allan Hansen. 

Hans Erik Henriksen bor i denne combicamp, når han er til ræs i flere dage.
Hans Erik Henriksen bor i denne combicamp, når han er til ræs i flere dage.
Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

Bliver ved, selvom han er kræftsyg

Selvom han drøner derudaf på banen, så er kroppen ikke helt på toppen længere.

-  Jeg går og bøvler lidt med noget kræftsygdom. Jeg blev opereret sidste efterår - der tog de et stykke af spiserøret, siger Hans Erik Hansen.

Siden har lægerne også fundet kræft i leveren, og for 14 dage siden fik han den sidste portion kemoterapi. Men der skal mere end en kræftsygdom til at slå ham ud. Derfor sætter han sig igen og igen op på cyklen.

- Jeg synes ikke jeg fejler noget, og det generer mig ikke ret meget. Det er bedre, at jeg kommer ud, og får tankerne vendt et andet sted hen, siger han.

Han træner hver anden dag, men hvor længe han bliver ved, afgør helbredet. Hvis han køre to sæsoner mere, kan han fejre 30 års jubilæum på cyklen.