7-benet kalv født i Ølstrup

En bemærkelsesværdig kalv med syv ben blev mandag aften født i Ølstrup. Desværre er den død.

7-benet kalv
Foto: Martin Nilsson

En noget usædvanlig fødsel skete mandag aften i Ølstrup. En kalv med syv ben var kommet til verden.

- Det er første gang, vi har oplevet det. Jeg skrev det på en Facebook-gruppe for landmænd, og der var en enkelt, der tidligere har prøvet det, fortæller Martin Nilsson, der sammen med sin far hjalp kalven ud af koen.

Desværre var kalven dødfødt. Martin Nilsson vurderer, at kalven formentlig er død umiddelbart inden fødslen, idet den er frisk (ikke rådden, red.) og har vokset sig stor, mens den har været i koens mave.

Dyrlæge: Har aldrig set noget lignende
Ifølge dyrlæge Edvard Finnerup fra Dyrlægegruppen Skjern Å-Videbæk skyldes de mange ben formentlig, at kalven er groet sammen med sin siamesiske tvilling.

- Det er utroligt usædvanligt, at en kalv bliver født med syv ben. Jeg har haft dyrlægepraksis siden 1985, og jeg har aldrig set noget lignende, siger han.

Mens kalven desværre er død, har koen det godt.

- Efter ti minutter stod den op og åd igen, forklarer Martin Nilsson.