46-årig turist omkommet nær Søndervig

To større redningsaktioner har netop fundet sted i området omkring Søndervig. SOK rykkede ud med helikopter og redningsbåde. En 46-årig tysk mand meldes omkommet, mens en tysk mor og søn er bragt til Regionshospitalet i Herning.

Helikopter.jpg

Med blot en halv times mellemrum rykkede Søværnets Operative Kommando (SOK) ud til redningsaktioner nord for Søndervig.

I følge stabsvagten var det i første omgang livreddere på stranden ved Lodbjerg Hede, der ringede 112. SOK rykkede derfor øjeblikkeligt ud med to redningsbåde og helikopter.

46-årig omkommet

- En 46-årig tysk mand var kommet for langt ud. Han blev reddet op af en af vores redningsbåde, men er desværre omkommet. Vi kender ikke til de nærmere omstændigheder omkring hans dødsfald, lyder meldingen fra stabsvagten hos Søværnets Operative Kommando.

Indsatslederen på stedet oplyser følgene om situationen:

- Manden ligger ude i vandet i 30 minutter, før vi får ham i land. Vi forsøger at genoplive ham, men det lykkedes desværre ikke, siger indsatslederen fra Midt - og Vestjyllands Politi, der er på stedet.

Mor og barn reddet i land

Blot en halv time efter første alarmopkald kom endnu en melding om nødstedte personer i vandet ved Houvig. Her var der tale om en tysk mor og hendes søn, der ikke kunne komme ind på land. Her lykkedes det en anden badegæst at redde de nødstedte ind på land.

- Han tog simpelthen en redningskrans med line i og svømmede ud efter dem, fortæller stabsvagten hos SOK.

Redningshelikopter landede på stranden

Drengen havde slugt vand og kastede op, hvorfor SOK's redningshelikopter landede på Houvig Strand, så lægen ombord kunne tilse barnet.

Mor og søn er nu bragt til Regionshospitalet i Herning.

- Noget tyder på, at det er lidt risikofyldt derude lige nu, siger stabsvagten hos SOK til TV MIDTVEST.

OPDATERET: På grund af farlige strømforhold anbefaler Midt - og Vestjyllands Politi nu, at man KUN bader fra strande, hvor der er livreddere til stede.

3:04
Sidst på eftermiddagen blev der slået alarm nord for Søndervig, en 47-årig tysk mand er druknet.