43-årig mand fængslet: Sigtet for utallige voldtægter af en pige

Retten i Herning varetægtsfængslede i dag en 43-årig mand i fire uger. Han er sigtet for at have seksuelt misbrugt en pige fra hun var 9 år gammel.

Retten i Herning varetægtsfængslede i dag en 43-årig mand, der er sigtet for at have voldtaget en pige over en periode på fem år.
Retten i Herning varetægtsfængslede i dag en 43-årig mand, der er sigtet for at have voldtaget en pige over en periode på fem år.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En 43-årig mand er i dag blevet varetægtsfængslet i fire uger – frem til den 11. oktober.

Han er sigtet for i periode fra 2013 til 2018 at have voldtaget og haft anden seksuel omgang end samleje med en nu 15-årig pige. I 2013 var hun 9 år gammel.

Overgrebene skal ifølge anklagemyndigheden have fundet sted ’frem til oktober 2016’ i Skjern og i Tarm i perioden mellem ’oktober 2016 og 31. januar 2018.’ Men ellers er politiets anklager sparsom med oplysningerne, da grundlovsforhøret var for lukkede døre.

- Han er sigtet for både at have voldtaget pigen, da hun var under 12 år, og da hun var over 12 år, fortæller Iben Bøttker, der er anklager hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Fængslingen kæret til Landsretten

Den 43-årige mand nægter sig skyldig i sigtelserne og kærede i dag varetægtsfængslingen til Landsretten.

Ifølge politiets anklager valgte retten at varetægtsfængsle manden, da der var begrundet mistanke om, at han havde begået voldtægterne.

- Retten fandt også, at der var risiko for, at han kunne påvirke personer omkring pigen og påvirke sagen, siger Iben Bøttker.

Hun kan på grund af de lukkede døre i retten ikke oplyse om relationerne mellem pigen og den 43-årige mand, lige som hun heller ikke kan komme ind på, om overgrebene er sket på mandens eller pigens bopæl eller et andet sted.