40-årig kvinde skulle bo på plejehjem: Nu tages sagen op igen

​Den 40-årige Helle Madsen, der lider af Huntingtons Chorea, får måske alligevel mulighed for at blive flyttet til et bosted med speciale i den alvorlige hjernesygdom.

Helle Madsen før hun blev alvorligt syg med Huntingtons Chorea.
Helle Madsen før hun blev alvorligt syg med Huntingtons Chorea.

Hun er kun 40, og så lider hun af den alvorlige hjernesygdom Huntingtons Chorea.

Sygdommen gør, at hun ikke kan bo hjemme, og derfor har hun fået en plads blandt demente ældre på et plejehjem i Spjald, på trods af at der i Herning findes et bosted med speciale i sygdommen.

Dette skete, fordi Ringkøbing-Skjern Kommune kom frem til, at plejehjemmet var den bedste beslutning. Det har efterfølgende fået mange, inklusiv Helle Madsens familie, til at beskylde dem for at ville spare penge.

- Jeg vil ikke udtale mig i den konkrete sag. Jeg har tillid til at vores forvaltning vælger det bedste tilbud. I det er der også et hensyn til pris. Det kan lyde kynisk, men det er sådan, det er, skrev formand for Socialudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune, Karsten Sørensen, tidligere til TV MIDTVEST.

Men nu ser det ud til, at Helle Madsens sag bliver genoptaget.

Karsten Sørensen har nemlig bedt sin forvaltning om at komme med en redegørelse, så udvalget kan behandle sagen endnu en gang.

Intet løfte om nyt tilbud

Selvom sagen nu igen bliver taget op, så er det intet løfte om, at Helle Madsen får et nyt tilbud. Det forklarer Karsten Sørensen.

- Nu må vi se. Det er jo klart, at der sidder nogle mennesker derude, der mener, at der er blevet truffet en forkert beslutning, men vi har jo fået en redegørelse, som et samlet udvalg har nikket ja til. Så der er et okay tilbud, som det ligger nu. Men vi må se, hvad der kan være af nye spørgsmål, fortæller han.

2:00
 
Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

Han fortæller, at sagen bliver genoptaget, fordi der er mange mennesker, der har kontaktet dem og bedt dem om at kigge på den igen. Det mener han skal respekteres.

- Hvis der bliver stillet spørgsmålstegn ved nogle ting, så går vi ind og undersøger dem. Det er det, vi altid har gjort, fortæller han.

Han understreger, at afgørelsen kun bliver ændret, hvis redegørelsen viser, at det ville være bedre for patienten. Han er derfor også ked af, at mange mener, at de kun placerede Helle Madsen på plejehjemmet for at spare penge.

- Det er noget af det, som gør allermest ondt i den sag her. For hvis der er noget, som vi tænker ind i en afgørelse, så er det det menneskelige. Det er lidt hårdt at stå på mål for. Men sådan er det at være politiker. Politikere har menneskelighed – men vi har også et økonomisk ansvar.

Helles far Kent Madsen er tilfreds med, at sagen nu igen tages op.
Helles far Kent Madsen er tilfreds med, at sagen nu igen tages op.
Foto: Lone Bergholdt Hald

Helles far: Det er dejligt

Det er en lettet far til Helle Madsen, der i dag hører, at sagen bliver taget op igen.

- Det er dejligt. Helle har været hjemme og har været meget rørt over den opbakning, hun har fået. Vi håber på, at det kan ende med, at hun kommer til Herning en tur, fortæller Kent Madsen.

Han håber, at bostedet i Herning kan være med til at give hans datter et værdigt liv på trods af den alvorlige sygdom.

- Vi håber, at de har den holdning i kommunen, at den personlige pleje og omsorg er vigtigst, siger han og uddyber:

- Det er vigtigt, at Helle kommer til Herning og får en dagligdag, og børnene kan komme og føle, at de har et sted, hvor de kan føle sig hjemme.

Helle Madsen er mor til tre børn. 

1:56