37-årig dømt for drabsforsøg på sin kæreste

En kvinde var i livsfare, da hendes kæreste overfaldt hende.

Manden fik seks års ubetinget fængsel for drabsforsøg.
Manden fik seks års ubetinget fængsel for drabsforsøg.
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

En 37-årig forsøgte at slå sin kæreste ihjel, da han den 11. juni sidste år tog kvælertag på hende.

Det blev i dag slået fast i Retten i Herning, da den 37-årige blev idømt seks års ubetinget fængsel. En dom han straks ankede.

- Dommen svarer overens med anklagemyndighedens påstand, så jeg er selvfølgelig tilfreds med den, fortæller anklager Claus Benner.

Blødninger i øjnene

Den 11. juni havde den 37-årige og hans daværende kæreste og samlever, en 46-årig kvinde, været til byfest i Hoven ved Tarm.

Efterfølgende blev de uvenner, og det endte med, at den 37-årige tog kvælertag på sin kæreste, der var i livsfare og havde blødninger i øjnene. Overfaldet stoppede først, da vidner opdagede det og brød ind.

Manden erkender, at det var vold, men mener ikke, at der er tale om et drabsforsøg. Sagen skal nu for landsretten, og den 37-årige er fængslet indtil der falder ny dom.