300 blev fyret – sådan går det et år senere

Det var en af de helt store fyringsrunder, da Vestas sidste år afskedigede 300 ansatte på vingefabrikken i Lem.

Carsten Tvermose havde arbejdet for Vestas i 16 år, da han pludselig mistede sit arbejde.
Carsten Tvermose havde arbejdet for Vestas i 16 år, da han pludselig mistede sit arbejde.
Foto: Marlene Eyde, TV MIDTVEST

Chokket var stort, da Vestas i november sidste år fyrede 300 ansatte på vingefabrikken i Lem.

Beskæftigelsesministeriet gav 2,5 millioner kroner til et beskæftigelsesforløb for de fyrede Vestas-medarbejdere. Det er nu næsten et år siden, så vi er taget ud for at se, hvordan det er gået.

Et af de steder hvor mange af de ansatte måtte søge hen efter fyringerne er Ringkøbnig-Skjern Jobcenter. De kan derfor i dag give et overblik over, hvordan det står til.

- Det er gået rigtigt godt. Der har været arbejdspladser derude, der var klar til at tage dem, fortæller afdelingsleder på jobcenteret, Susanne Nielsen.

Alene i Ringkøbing-Skjern Kommune er otte ud af ti kommet i arbejde.

- Når det er 80 procent fra vores kommune, så tænker jeg, at det er nogenlunde det samme i de andre, siger Susanne Nielsen.

Allerede dagens efter, at nyheden om Vestas’ fyringsrunde kom ud, var der optimisme. For opsvinget var ved at bide sig fast.

- De udmeldinger der kom dengang, de har heldigvis holdt stik. Vi har fået folk ud i job, og folk har selv gjort en kæmpe indsats for at komme i job, forklarer Susanne Nielsen.

Carsten blev arbejdsløs

En af de 300 ansatte der pludselig stod uden arbejde sidste år er Carsten Tvermose fra Borris. Han var arbejdsmand på vingefabrikken.

- Det kom som et chok. Efter 16 år, fortæller han.

Det blev til et halvt års arbejdsløshed for ham, hvor han blandt andet tog kurser. I dag er han blevet lastbilchauffør hos Selmer Transport i Herning.

- Jeg er meget glad for det. Også bare for at komme i gang igen. Jeg håber, jeg kommer til at køre i mange år. Det ser lyst ud igen, siger den glade lastbilchauffør. 

2:05