25-årig løsladt efter dødsulykke

Føreren af bilen, der påkørte og dræbte en tysk turist tilbage i oktober mellem Hvide Sande og Søndervig, er nu blevet løsladt.

bilulykke.jpg
Foto: Louise Mandal Deruginsky, TV MIDTVEST

En ung mand påkørte tilbage i oktober en 50-årig tysk turist, som efterfølgende døde af sine kvæstelser. Billisten blev i første omgang varetægtsfængslet på grund af mistanke om kørsel med euforiserende stoffer i blodet. Efterfølgende undersøgelser af mandens blodprøver har dog vist, at der ikke var noget ulovligt at spore.

- Manden er fortsat sigtet for uagtsomt manddrab, men da blodprøverne ikke overskred  nogen ulovlige værdier, er han løsladt igen. Det skal dog siges, at blodprøverne er sendt til videre undersøgelser, oplyser anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi, Iben Bøttker.

Den midaldrende tysker var på ferie sammen med sin familie, og enkelte familiemedlemmer overværede den tragiske episode.