24-timers racerløb for elbiler: Her er manden der skal få det til at ske

Han har været med til at udvikle festivalen Northside, Grøn Koncert, Lego World og meget mere. Nu skal Chris Kroer Jensen stå i spidsen for at få et 24-timers racerløb for elbiler til Vestjylland.

47-årige Chris Kroer Jensen har masser af erfaring med at skabe store events. Nu skal han realisere drømmen om en folkefest og et 24-timers racerløb for elbiler ved Ringkøbing fjord.
47-årige Chris Kroer Jensen har masser af erfaring med at skabe store events. Nu skal han realisere drømmen om en folkefest og et 24-timers racerløb for elbiler ved Ringkøbing fjord.
Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

Der er gået tre måneder, siden komiker Jan Gintberg og journalist Anders Agger på Rådhuset i Ringkøbing præsenterede en idé om et 24-timers racerløb for elbiler rundt om Ringkøbing Fjord krydret med ekspertkonference og folkefest. 

Ringkøbing-Skjern Kommune var med på idéen og satte en million kroner af til en projektleder, som nu er fundet. Det bliver 47-årige Chris Kroer Jensen fra Aarhus, der skal forsøge at realisere projektet ved navn WestWind24. 

- Jeg er helt vildt spændt. Jeg glæder mig rigtig, rigtig meget, fortæller han.

Chris Kroer Jensen har en baggrund som Indsamlingsdirektør og projektleder i Muskelsvindfonden, hvor han har haft ansvaret for Grøn Koncert. Desuden er han tidligere turistdirektør i Aarhus og har siden 2010 været selvstændig og blandt andet fungeret som udviklingschef for NorthSide Festival, og har medvirket til skabelsen af LEGO World og FOOD Festival. Nu skal han så være med til at realisere drømmen om et racerløb for elbiler i Vestjylland. 

- Jeg skal have lavet en proces for det her, og jeg skal have skabt noget begejstring. Jeg skal have nogle interessenter med ombord, så jeg glæder mig til to år, hvor idéen skal udvikles og forhåbentlig efter det realiseres, siger han. 

Viceborgmester: Den helt rette til opgaven  

Viceborgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Søren Elbæk, er ikke i tvivl om, at de med valget af Chris Kroer Jensen har fundet manden, der kan gøre drømmen om at sætte kommunen på det internationale klimaverdenskort til virkelighed. 

- Det Chris kan, det er det der med at realisere en drøm. Det har Chris erfaring med i mange af de jobs, han har haft tidligere, og derfor er vi utroligt stolte af, at vi har fået krog i lige præcis den mand, fortæller Søren Elbæk, der dog også erkender, at der er et stykke vej fra tanke til handling og i sidste ende et køreklart projekt. 

- Jeg tror rigtig meget på det her projekt, men det er klart, at der er ting, som skal undersøges - og der skal findes midler for at vi kan realisere projektet. Det er jo det, som Chris skal igang med. Det understøtter vi ham i og bakker op om, og så glæder vi os rigtig meget til at komme igang, siger viceborgmesteren, der tror på, at rammerne for en folkefest og et racerløb for elbiler er klar om to år.

Begynder arbejdet til februar

Ifølge Chris Kroer Jensen bliver det tidligst i 2021, at de sidste puslespilsbrikker kan lægges, men den nye mand i spidsen for Jan Gintberg og Anders Aggers idé er mindst lige så klar på at gøre den til virkelighed - men først har han to års hårdt arbejde foran sig.

Hvor forventer du at være om to år?

- Så forventer jeg at stå med et klart billede af, hvordan det her koncept ser ud. Jeg har en idé om racerløbet og den her folkelige dimension om en festival. Men vigtigst af alt, så står jeg forhåbentlig med en masse aktører, som siger, det her, det er en hamrende god idé, og det vil vi rigtig gerne være med til at realisere. Det er en idé, der meget gerne skulle gå til, at man kan sige, at vi har nogle partnere, som er med til at finansiere det her fremadrettet, slutter han.   

Chris Kroer Jensen tiltræder i stillingen som projektleder den 1. februar 2019. 

2:00
Ringkøbing-Skjern Kommunes planlagte racerløb for el-biler har nu sat en projektleder i førersædet.