Abdalla i retten: I dag afhøres vidner omkring skudepisode i Thy

Retsagen mod den libanesiske bandeleder, Danny Abdalla, fortsætter i dag ved Retten i Holstebro.

Danny Abdalla
Foto: Claus Bech / Scanpix

På 5. retsdag i sagen mod Danny Abdalla, der er tiltalt for 36 forhold, er sagen nu nået til, at flere vidner skal afhøres omkring blandt andet de forhold, hvor Danny Abdalla er tiltalt for at have instrueret en anden i at afgive skud mod blandt andet en ejendom i Vildsund i Thy. 

Skudepisoderne skulle angiveligt være foregået i august og september sidste år. Foreløbigt har Danny Abdalla nægtet sig skyldig i sigtelserne. 

Leder af Den Internationale Klub

Danny Abdalla har vedkendt sig, at han har været leder af banden ved navnet "Den Internationale Klub", og det er i forbindelse med denne klub, at hans forhold til Nord- og Vestjylland begynder i august 2016. 

Dengang annoncerede han på Facebook, at han og 35 af "hans soldater" var rykket til en landejendom mellem Hurup og Bedsted i Thy.

Klubben er kendt for narkohandel og vold, og den har haft klubber i både Aalborg og Esbjerg. Under den nuværende retssag har Danny Abdalla nægtet, at klubben skulle have kriminelle foretagender, og han har i stedet forklaret, at klubbens medlemmer blot hjælper hinanden og står sammen. 

Tiltalt for 36 forhold

I alt er den 51-årige bandeleder denne gang tiltalt for 36 forhold. Blandt andet skulle Danny Abdalla ifølge anklagemyndighedens påstand have voldtaget to forskellige kvinder, udøvet vold mod flere forskellige personer, handlet med narko og fremført trusler og afpresning. 

Han nægter sig skyldig i 33 af forholdene, men vedkender sig at han to gange har haft en mobil i arresten, samt at han har kørt bil uden at have førerret. 

Tidligere dømt og udvist

Danny Abdalla er tidligere dømt og udvist af Danmark for bestandig. I 2003 blev han dømt for narkokriminalitet. En dom der gav Abdalla otte års fængsel samt hans første udvisning. 

I 2012 modtog han sin anden dom. Her blev han idømt et år og otte måneders fængsel for røveri. Endnu en gang blev han også udvist, men udvisningen kunne ikke gennemføres på grund af truslen i hjemlandet. 

Siden da har Aballa opholdt sig i Danmark på tålt ophold, hvor han har skulle melde sig i Center Sandholm på Sjælland. Det har han imidlertidig ikke lagt skjul på, at han ikke ville efterleve, og det er mens han har forsømt sin meldepligt, at han, ifølge anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi, skulle have begået de nye forbrydelser.