Abdalla får nedsat straf i landsretten: 12 år og udvisning

Vestre Landsret har besluttet, at Danny Abdalla kendes skyldig i 36 ud af 38 tiltaleforhold.

Danny Abdalla var tiltalt for 38 forhold. Foto: Arkiv

Læs også I dag falder dommen over Danny Abdalla i Vestre Landsret

Landsretten går imod byretten og idømmer 52-årige Danny Abdalla 12 års fængsel samt udvisning af Danmark for medvirken til fire skyderier, to voldtægter, overdragelse af kokain, våbenbesiddelse mm. 

Sidste efterår idømte Retten i Holstebro den tidligere bandeleder forvaring, og det ankede Abdalla med det samme.

Han var tiltalt for 38 forhold og er i landsretten blev dømt for 36 af dem. 

Sagens seks dommere og domsmænd var ikke enige om, hvor lang en fængselsstraf den tiltalte skulle have. I gennemgangen af dommen redegjorde retsformanden for, at tre af de seks havde stemt for 14 års fængsel, mens de resterende tre stemte for 12 års fængsel. Ved stemmelighed er det den mildeste straf for den tiltalte, der bliver resultatet, og således landede dommen til Danny Abdalla altså på 12 års fængsel.

Fængsel for narko og røveri

Med onsdagens afgørelse er det tredje gang, at Abdalla får en udvisningsdom.

I 2003 blev han idømt otte års fængsel for narkokriminalitet. I 2012 blev han idømt et år og otte måneders fængsel for røveri.

Men udvisningsdommene har ikke kunnet effektueres, fordi der er mistanke om, at Danny Abdalla vil blive slået ihjel i hjemlandet, Libanon.

Som udvisningsdømt har han været pålagt en såkaldt meldepligt, hvor han dagligt skulle melde sig hos myndighederne.

Denne meldepligt har han ikke overholdt i perioden fra juni 2015 til oktober 2016, da han blev varetægtsfængslet.

Det er i den periode, at han har begået forbrydelserne, som har været omdrejningspunktet i sagen.

Sagen kort 

  • 52-årige Danny Abdalla er tidligere bandeleder.  
  • Kom til Midt- og Vestjylland i sommeren 2016 som leder af banden Den Internationale Klub.
  • Han er dømt og udvist af landet to gange tidligere.
  • Denne gang er han tiltalt for 38 forhold. 
  • Blandt andet to voldtægter, skyderier, mishandling, narkohandel, afpresning og trusler.
  • Erkender sig helt eller delvist skyldig i 12 tiltaler.
  • Erkender blandt andet medvirken til skyderi, der er foregået i Vilsund i Thy i august 2016.
  • Idømt forvaring og udvisning for bestandigt 30. november 2017 ved byretten i Holstebro.
  • Siddet varetægtsfængslet siden 18. oktober 2016.
  • 18 dage afsat til ankesagen, der foregår i Vestre Landsret i Viborg.

/ritzau/