Testkapløbet er i gang: Nu får nordjyderne max 20 kilometer til nærmeste testcenter

I næste uge genåbner store dele af samfundet, og det får blandt andre Region Nordjylland til at opruste testkapaciteten kraftigt.

Der er nu ikke længe til, at store dele af samfundet igen får lov til at åbne, og det betyder samtidig, at der overalt i landet i disse dage er gang i den helt store oprustning af testmuligheder.

Det sker efter, at regeringen den 17. februar som et led i sin corona-strategi indgik en aftale med kommuner og regioner om, at flere borgere nu skulle have muligheden for at blive testet for Covid-19 to gange om ugen.

quoteVi har selvfølgelig en stor forpligtelse til at sikre mange testmuligheder lige nu og her, da et negativt testresultat er en forudsætning for, at skoleeleverne i blandt andet afgangsklasserne og på ungdomsuddannelserne kan møde ind på mandag

Jacob Bertramsen, Kontorchef i sundhedsplanlægning, Region Nordjylland

I Region Nordjylland betyder det, at der fra næste uge vil være maksimalt 20 kilometer til nærmeste teststed, uanset hvor i regionen man måtte befinde sig. Derudover er der allerede fra i dag og frem til søndag oprettet flere tider på de nuværende teststeder, så blandt andre de ældste skoleelever har muligheden for at blive testet, inden de vender tilbage til klasselokalerne på mandag.

- Vi har selvfølgelig en stor forpligtelse til at sikre mange testmuligheder lige nu og her, da et negativt testresultat er en forudsætning for, at skoleeleverne i blandt andet afgangsklasserne og på ungdomsuddannelserne kan møde ind på mandag. Vi skruer derfor gevaldigt op for kapaciteten fra fredag morgen, siger kontorchef i regionens Sundhedsplanlægning, Jacob Bertramsen, i en pressemeddelelse.

En forudsætning for genåbning

På mandag ophører de nuværende restriktioner, og det betyder, at flere dele af samfundet nu får lov til at genåbne. I Vestjylland og Nordjylland betyder det, at afgangselever i grundskoler, ungdomsuddannelser og voksenuddannelser får lov til at vende tilbage på skolebænken, ligesom også efterskoleelever nu får lov til at lægge denne omgang med onlineundervisning bag sig.

Det sker dog ifølge regeringen kun under forudsætning af, at der kan tilbydes test til elever og skolepersonale to gange om ugen. Det løftede sundhedsminister Magnus Heunicke (S) allerede lidt af sløret for på et doorstep-møde på Christiansborg den 17. februar.

Her præsenterede regeringen nemlig sammen med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner, hvordan den ønskede at øge testindsatsen i forbindelse med en kommende genåbning.

- Det er en samfundskontrakt, hvor vi kræver af branchen og dele af samfundet, som kan genåbne, at der skal være test to gange om ugen, fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ved den lejlighed.

Udsigt til mindre ubehag ved hurtigtest

Testindsatsen består af den traditionelle PCR-test og så de såkaldte hurtigtest. Begge testmuligheder vil fortsat bestå, men nu er der udsigt til, at det værste ubehag ved en hurtigtest vil blive fjernet.

Fra næste uge vil Falck nemlig i vid udstrækning gå over til de nye hurtigtest, som ikke skal så langt op i næsen.

- Vi ved, at det har afholdt nogle fra at lade sig teste. Det er derfor godt, at det meste af ubehaget kan fjernes med den nye testform. Så det bør ikke være dét, som afholder nogle fra at lade sig teste med hurtigtest fra næste uge af, siger Jacob Bertramsen fra Region Nordjylland.

Få overblikket over, hvor de nordjyske teststeder i landsdelen befinder sig: