Pladserne i det nordjyske regionsråd er fordelt

Sent onsdag aften blev der indgået konstitueringsaftale for Region Nordjylland.

De personlige stemmer er talt op, og det står nu klart, hvem der skal besidde pladserne i det nordjyske regionsråd.

16 af rådets 41 pladser er gået til helt nye kandidater, og regionsrådets formand er rigtig godt tilfreds med konstitueringsaftalen:

- Jeg synes, vi er landet en god aftale, som giver alle regionsrådsmedlemmer mulighed for spændende opgaver. Jeg er rigtig glad og ser frem til samarbejdet med mine 40 kollegaer i det nye regionsråd, lyder det fra Ulla Astman (A) i en pressemeddelelse.

Her i landsdelen er det Thisted, Morsø og Favrskov Kommuner, der er en del af Region Nordjylland.

Med 4.291 blev Venstre-kandidaten, Lina Hundebøll Jespersen fra Thisted, landsdelens største stemmesluger.

Fem mandater til Thisted

I Thisted Kommune lykkedes det for fem lokale politikere at blive valgt ind i regionsrådet. Socialdemokratiets Hanne Korsgaard kommer fra Thisted og fik 3.276 personlige stemmer. Partifællen Bente Bang bor i Agger og blev valgt ind med 1.474 personlige stemmer.

Venstre i Thisted fik også to mandater i regionsrådet: Erik Harbo Larsen fik 1.473 personlige stemmer, mens Lina Hundebøll Jespersen fik hele 4.291 styk.

Sidste Thisted-mandat faldt til Tage Leegaard fra Snedsted, der fik 1.427 personlige stemmer.

To mandater til Morsø

Det lykkede for den tidligere Morsø-borgmester at få en plads i Region Nordjylland. Lauge Larsen fik 3.813 af de socialdemokratiske stemmer.

I regionsrådet får han selskab af Venstres Peter Therkildsen, der blev valgt ind med 3.694 personlige stemmer

Tre mandater til Vesthimmerland

I Vesthimmerland Kommune fik de i alt tre politikere valgt til Region Nordjylland, og de er politisk fordelt på Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Socialdemokraten, Mogens Ove Madsen, fik 1.404 personlige stemmer. Venstres Per Bisgaard fik 2.309 personlige stemmer, og endelig fik Konservatives Pia Buus Pinstrup hele 2.586 personlige stemmer. 

Her er det samlede regionsråd


Læs flere artikler fra Region Nordjylland eller i kategorien Politik.