Mere robotkirurgi i Nordjylland

Regionsrådet i Nordjylland har afsat 16 mio. kr. ekstra på næste års budget til en udbyggelse af robotkirurgi.

danske_privathospitaler4.jpg

Der skal købes en ny robot til operationer og så skal der købes en brugt til undervisningsbrug.

- Robotkirurgi er til stor gavn for patienterne, fordi den er mere skånsom - blandt andet er der færre blødninger og smerter og den giver et bedre overblik, fordi den kan vise meget forstørrede billeder af operationsområdet. Derudover er der også god samfundsøkonomi i robotkirurgi, fordi det giver færre indlæggelsesdage og hurtigere tilbagevenden til arbejdsmarkedet for patienterne, siger regionsrådsformand Ulla Astman, Soc. dem. i en pressemeddelelese.

Bruger det meget

Siden 2008 har Gynækologisk-Obstetrisk og Urologisk Afdeling brugt robotten til patienter med kræft i underlivet og prostatakræft.

- Vi bruger teknikken til at operere for kræft i livmoderen og livmoderhalsen. Vi er i stand til at operere 75 procent af patienterne med robot-kirurgi, men vi vil gerne højere op. Teknikken er nemlig mere præcis, giver mindre smerte og mindre operationsstress for patienten, og gør det muligt at tage hjem allerede dagen efter, siger Erik Søgård-Andersen, der er overlæge på Aalborg Sygehus.

Videncenter

Målet er, at Aalborg Sygehus skal have robotkirurgi som spidskompetance og være nationalt videncenter på området i samarbejde med Aalborg Universitet.