Ventetid på op mod et år: Region Midtjylland har landets længste ventelister på høreområdet

Lige nu er der 6500 personer med høreproblemer på venteliste i Region Midtjylland, men ventetiden på behandling er på op mod et år. Det vil et regionsrådsmedlem have lavet om på.

Ventetiden på et høreapparat er skyhøj i Region Midtjylland. (Arkivfoto)
Ventetiden på et høreapparat er skyhøj i Region Midtjylland. (Arkivfoto)
Foto: Bjarne Luthcke/Ritzau Scanpix

Hvis du har brug for hjælp til hørelsen, så må du væbne dig med tålmodighed.

I Region Midtjylland ligger ventetiderne lige nu på mellem et halvt år og over halvandet år afhængig af hvilken klinik, man bliver tilknyttet. Det er langt fra tilfredsstillende, mener regionsrådsmedlem Henrik Gottlieb (S).

- Mens andre regioner er lykkedes med at nedbringe ventelisterne, så stiger ventetiden stadig her i regionen. Det ser bare ikke godt ud for Midtjylland, siger han.

Ventetider i Region Midtjylland

Region Midtjylland planlægger at afsætte en ekstra million kroner til høreområdet hvert år. Men selv om det måske lyder meget godt, så er det kun nok til at hjælpe 220 af de i alt 6500 personer, som lige nu står på venteliste, påpeger Henrik Gottlieb.

- Vi får løbende henvendelser fra borgere, som venter på hjælp, for det er alvorligt at have høreproblemer. Det kan have store konsekvenser for både arbejdslivet og det sociale liv, hvis ikke man kan høre ordentligt, siger han.

Vil have mere opmærksomhed

I finansloven fra 2019 blev der på landsplan afsat 25 millioner kroner årligt i perioden 2019-2022 til at nedbringe ventetiderne til offentlig høreapparatbehandling.

quoteDer skal generelt mere opmærksomhed på høreområdet.

Henrik Gottlieb (S), regionsrådsmedlem, Region Midtjylland

Region Midtjylland har årligt fået 5,4 millioner kroner ud af den sum penge, og regionens samlede budget på høreområdet er dermed på 21,6 millioner kroner årligt.

Står det til Henrik Gottlieb, så skal pengene bruges bedre, end det er tilfældet lige nu, og han foreslår et krav om en maksimal ventetid på otte uger.

- Der skal generelt mere opmærksomhed på høreområdet, siger han.

Hospitalsudvalget i Region Midtjylland holder møde den 29. november, og her er høreområdet et af de emner, der skal drøftes.