Ventelisten i psykiatrien skal ned

Region Midtjylland afsætter nu 43,2 millioner kroner til behandling i psykiatrien

170910RegionMidtjylland001.jpg

Region Midtjylland har landets længste ventelister, når det handler om at få behandling inden for psykiatrien. Derfor har regionsrådet nu afsat 43,2 millioner kroner til at skaffe flere behandlinger i 2011.

- Pengene kommer til at gå til flere behandlinger af børn og unge, folk med ADHD og folk med angst- og tvangslidelser, fortæller Andreas Steenberg, som er regionsrådsmedlem for Radikale Venstre. Alle disse behandlinger har ventetid. Det betyder, at der vil blive gjort en ekstra indsats i Viborg, Silkeborg og Risskov.

Desuden skal nogle af pengene gå til at efteruddanne psykologer og sygeplejersker, så man kan imødekomme manglen på læger i psykiatrien.