Venstre revser hospitalsledelse: - Stærk kritisabel håndtering af Fredberg-sag

Venstre mener ikke, hospitalsledelsen har håndteret afskedigelsen af Ulrich Fredberg ordentligt. Derfor udtrykker partiet nu skarp kritik.

quoteVi vurderer, at ledelsessystemet har fejlet.

Venstre

Mandag eftermiddag holdt Venstres medlemmer af regionsrådet i Region Midtjylland møde om den noget omdiskuterede afskedigelse af den nu forhenværende overlæge på Diagnostisk Center i Silkeborg, Ulrich Fredberg.

Efterfølgende har partiet sendt en officiel udtalelse om Hospitalsenhed Midts håndtering af sagen.

- Venstre finder den samlede ledelseshåndtering af processen omkring den påtænkte afskedigelse af Ulrich Fredberg for stærkt kritisabel. Vi vurderer, at ledelsessystemet har fejlet, lyder det blandt andet ifølge Midtjyllands Avis.

Ulrich Fredberg sidder selv i regionsrådet for Venstre. Han var eneste punkt på dagsordenen på et forretningsudvalgsmøde mandag formiddag, hvor blandt andre partiets gruppeformand, Carsten Kissmeyer, deltog.

Hvad vil I have ud af at kritisere ledelsen for håndteringen af afskedigelsen af Ulrich Fredberg?

- Det er en løftet pegefinger til ledelsen. Men det handler også om at kigge frem. Det er meget vigtigt, at der nu bliver sat grundigt ind over for at opretholde det høje niveau, som Regionshospitalet Silkeborg har. Hvad der er sket i fyringsprocessen, vil jeg ikke forholde mig indgående til. Fokus er nu at kigge frem, siger Carsten Kissmeyer til avisen.

Venstre forventer, at regionsrådsformand Anders Kühnau (S) vil have det som sit fokusområde, at Diagnostisk Center kommer ordentligt videre efter Fredberg-miseren.