Uroen fortsætter ovenpå fyringer i regionen

Et temamøde i dag kom i stor stil til at handle om sidste uges direktørfyringer.

Fyringerne af hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen og sygeplejefaglig direktør Tove Kristensen fra Hospitalsenhed Midt fortsætter med at præge dagsordenen i Region Midtjylland.

Regionsrådets politikere var i dag samlet på Regionshospitalet i Horsens til en temadag, der egentlig skulle have handlet om arbejdsgangene på hospitalet. Men i stedet gik hele formiddagen med at snakke om fyringssagen fra Viborg og den efterfølgende redegørelse for forløbet, som regionens direktion gav politikerne i weekenden.

- Det er klart, det giver noget opmærksomhed. Samtidigt med det er det en personalesag, så det er svært at kommunikere omkring, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Utilstrækkelig redegørelse

I weekenden modtog regionsrådspolitikerne en redegørelse for fyringerne, men den kritiserede Dansk Folkeparti i går.

- Jeg mener, at vi både som regionsråd og medarbejdere er blevet sat ud af spillet i forhold til, hvordan tingene foregår, lød det i går fra regionsrådsmedlem Lone Langballe (DF).

Og utilfredsheden fortsætter i dag blandt flere andre partier, som føler sig holdt ude i mørket.

quoteSådan havde vi nok ikke gjort, og fremadrettet skal det gøres anderledes.

Ib Bjerregaard, Venstre

- Jeg har følt som politiker, at man har været til grin i forhold til den her proces, hvor man laver en stor ting som at fyre to hospitalsdirektører. Så går det i dagspressen og alle snakker om det i hele landet. Samtidig ved vi ingenting som politikere og skal vente over en uge på en redegørelse. Så føler man lidt, man er statist i noget, siger regionsrådsmedlem Mikkel Rune Vossen Rasmussen, der er formand for Psykiatrilisten.

Også i Venstres lejr har de været kritiske over for direktionens fratrædelsesaftale med de to direktører, og det har redegørelsen ikke ændret på.

- Sådan havde vi nok ikke gjort, og fremadrettet skal det gøres anderledes, siger Ib Bjerregaard (V).

I morgen vil regionens forretningsudvalg diskutere, hvilke tiltag man konkret har tænkt sig at tage for at undgå en lignende situation igen.

Et temamøde mandag kom i stor stil til at handle om de to fyringer.

Læs flere artikler fra Region Midtjylland eller i kategorien Politik.