Undgå besøg hos lægen: Nu kan kvinder teste sig selv for kræft

Et tilbud om hjemmetest skal få flere kvinder til at blive screenet for livmoderhalskræft.

HPV-prøvesættet består af en blød børste til at opsamle prøven og en frankeret svarkuvert til at indsende prøven. Svaret kommer via E-boks.
HPV-prøvesættet består af en blød børste til at opsamle prøven og en frankeret svarkuvert til at indsende prøven. Svaret kommer via E-boks.
Foto: Helle Brandstrup Larsen, Region Midtjylland

Kvinder i Region Midtjylland er for dårlige til at tage imod regionens invitation til en undersøgelse for livmoderhalskræft. 

Derfor kommer regionen nu med et nyt tilbud til kvinder mellem 23 og 64 år om at lade sig teste for HPV-infektion i deres eget hjem i stedet for hos lægen. HPV er en virus, der i nogle tilfælde fører til celleforandringer, som kan videreudvikle sig til livmoderhalskræft. 

Hjemmetesten skal sikre, at flere kvinder overlever kræftsygdommen, der hvert år koster omkring 100 danskere kvinder livet.

Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Tilbuddet om hjemmetest bliver i første omgang givet til de kvinder, der ikke har reageret på invitationen til en undersøgelse hos deres egen læge og heller ikke har svaret på den første påmindelse, der sendes tre måneder efter invitationen.

I praksis vil kvinderne modtage et HPV-prøvesæt bestående af en blød børste, der kan opsamle prøven fra kvindens livmoder. Herefter skal prøven sendes via en kuvert til regionen, der efterfølgende sender et prøvesvar retur via E-boks.

Får screenet flere

Seks ud af 10 kvinder mellem 23 og 64 år i Region Midtjylland bliver allerede testet for HPV og celleforandringer hos deres egen læge jævnligt, men forventningen til det nye tilbud om hjemmetest er, at endnu flere kvinder vil lade sig teste.

Blandt de selvtestende kvinder vil en del i følge regionen blive mødt mødt af et svar, der vil have dem til lægen.

Det skyldes, at HPV-prøvesættet ikke kan kende forskel på forskellige HPV-vira. Derfor skal en opfølgende kontrol ved lægen undersøge, om der er tale om vira, der er kræftfremkaldende.

- Vi regner med, at det vil ske for 10-15 procent af de kvinder, som takker ja til HPV-prøvesættet, forklarer Bettina Kjær Kristiansen, sygeplejerske, ph.d., Afdeling for Folkeundersøgelser ved Regionshospitalet Randers i pressemeddelelsen.

- Det er ulempen ved tilbuddet, at nogle af de kvinder, som i første omgang har fravalgt at gå til egen læge, alligevel skal til egen læge. Men vi ved fra tidligere forskning, at langt de fleste kvinder, som tester positiv med prøvesættet, faktisk får lavet den opfølgende undersøgelse, fortsætter hun.

I 2018 gennemførte afdelingen i Randers en undersøgelse blandt 3264 kvinder i alderen 30-64 år, der ikke tidligere havde reageret på invitationen eller den første påmindelse om screening for livmoderhalskræft hos egen læge.

Her tog omkring hver tredje imod tilbuddet om hjemmetest, mens 9 ud af 10, der blev testet positiv for HPV-virus, valte at gå egen læge for at få foretaget en opfølgende prøve.