Tre mænd dømt for i alt 20 indbrud

Retten i Aarhus har torsdag afsagt dom i en sag, hvor tre mænd har været tiltalt for en lang række indbrud, hvoraf nogle er begået i Herning, Ikast og Silkeborg.

Koben-Braekjern.jpg

Tre mænd er torsdag blevet dømt i en sag, der drejer sig om omfattende indbrud i især Midtjylland. Det oplyser Særlig Efterforskning Vest i en pressemeddelelse.

Dommen er faldet ved Retten i Aarhus.

Ved indbruddene, der blandt andet blev begået i Aarhus, Ikast, Herning, Silkeborg og Aalborg, stjal de designervarer og designermøbler, som de efterfølgende solgte videre.

26-årige Kennet Jakobsen blev idømt fængsel i tre år og tre måneder, mens to mænd på 23 år, der hedder Abdullah Kubilay Altinkaya og Mohammad Jamal Rabeh, blev idømt fængsel i to år og ni måneder.

20 indbrud og brandstiftelse

Mændene blev samlet set dømt for over 20 indbrud. Derudover er de dømt for at have stjålet biler fra et autoværksted - biler, som de efterfølgende brugte i forbindelse med flere af indbruddene.

Én af bilerne brændte de af ved en motorvejsafkørsel i Tilst for at slette sporene. Derfor blev de også dømt for brandstiftelse, fremgår af det en pressemeddelelsen.

Politiet kom på sporet af sagen, da man analyserede sig frem til en række fællestræk ved indbruddene.

Bad om betænkningstid

Det endte med, at politiet holdt øje med mændene i det skjulte, indtil de i december sidste år blev anholdt og sigtet for indbruddene. Nogle enkelte designervarer blev fundet hos en af mændene, men størstedelen af tyvekosterne allerede var afsat.

Den 26-årige modtog dommen, mens de to andre udbad sig betænkningstid i forhold til at anke.

Det er Særlig Efterforskning Vest (SEV), der har siddet med sagen. SEV arbejder med at opklare organiseret og grænseoverskridende kriminalitet i Jylland og på Fyn.

For Sjælland findes pendanten Særlig Efterforskning Øst.