Sygehuspersonale tilbydes psykolog over video: Covid-19 kan være en ekstra belastning

Selvom fysisk fremmøde ikke er muligt, prioriterer Hospitalsenheden Vest at opretholde ordningen om hurtig psykologhjælp til ansatte.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

På flere af landsdelens sygehuse arbejdes der lige nu på højtryk for at hjælpe de patienter, der bliver indlagt med covid-19. 

Der kommer mange patienter ind, og man skal hele tiden være omhyggelig med at undgå smitte. 

Håndteringen af covid-19 kan derfor være en ekstra belastning for personalet oven i de normale udfordringer.

Derfor vil det fortsat være muligt for personalet på Hospitalsenheden Vest at få hjælp af en psykolog, selvom det ikke er muligt at mødes til en fysisk konsultation.

Det fremgår af et nyhedsbrev fra Hospitalsenheden Vest, at man har fået arrangeret, at psykologhjælpen kan ske over telefon- eller videokonsultationer. 

Ole Carstensen, der er ledende overlæge på Hospitalsenheden Vest, fortæller:

- Der kan være nogen, som bliver meget belastet af det her. Sandsynligvis er det nogen, der har været belastet før. Men de, der er ved at vælte, kan kontakte vores personalepsykologordning, siger han. 

Endnu ikke øget efterspørgsel

De ansatte på sygehuset kan for eksempel få hurtig psykologhjælp, hvis de har været udsat for en alvorlig utilsigtet hændelse, en traumatisk oplevelse, hvor man oplever kontroltab, vold eller trusler og alvorlige klager fra patienter eller pårørende. 

Ifølge Ole Carstensen har man endnu ikke se et stigende antal henvendelser fra personale, der ønsker psykologhjælp. 

- Men der har været en del henvendelser i sidste uge, siger han. 

Ved behov for hurtig psykologhjælp vil den ansatte blive kontaktet inden for 48 timer.