Storsygehus i Gødstrup forsinket: Regionen kan ikke komme med ny dato endnu

Regionshospitalet skulle have været i brug i 2017, men det har forsinkelser gang på gang udskudt. Nu tør regionen ikke komme med et bud på en ny åbningsdag.

Regionshospitalet Gødstrup.
Regionshospitalet Gødstrup.
Foto: Søren Braad Andersen, Region Midtjylland

I maj måtte hospitalsdirektør Poul Michaelsen med beklagelse meddele, at byggeriet af Regionshospitalet Gødstrup endnu en gang bliver forsinket.

Byggeriet, der oprindeligt skulle have været klar til de første patienter i 2017, når ikke at blive færdigt til den nye planlagte flytning i september 2021, fremgik det.

- Jeg ved ikke, om det bare er nogle uger eller mere end det. På den måde bliver det spændende, hvad vi ender med i juni, hvor vi skal fremlægge en ny tidsplan, sagde hospitalsdirektøren dengang, hvor det var meningen, at regionsrådet skulle have en ny tidsplan inden udgangen af denne måned.

Nu er der så igen nyt. Den nye flyttedato ligger ikke klar. Usikkerheder om aftaler med håndværkere og materialeleverancer udsætter præsentationen af den nye dato til slutningen af august.

- Jeg er brandægerlig over, at vi endnu ikke kan komme med en dato for, hvornår vi flytter. Jeg ved, at vores personale efterspørger det. Det er jeg ked af. Vi ville gerne have kunne fortælle, at vi flytter lige som lidt, siger Poul Michaelsen i dag til TV MIDTVEST.

Ifølge hospitalsdirektøren har regionen dog nu dannet sig et overblik over det arbejde, der mangler, og derfor er han alligevel fortrøstningsfuld.

- Jeg er glad for, at vi trods alt kan sige, at vi kan se et klart lys for enden af tunnelen. Vi har overblik over, hvad der skal til. Men vi tør dog ikke låse os fast på et tidspunkt, før vi er inde i sensommeren.