Stor mangel på pædagoger i fremtiden: Nyt samarbejde skal vende udviklingen

Der er brug for over 4000 flere pædagoger i Region Midtjylland frem mod 2030. Derfor er to kommuner, to uddannelsesinstitutioner og en fagforening gået sammen om at styrke rekrutteringen.

Flere børn og minimumsnormeringer er en del af årsagen til, at der kommer til at mangle pædagoger i fremtiden. (Arkiv)
Flere børn og minimumsnormeringer er en del af årsagen til, at der kommer til at mangle pædagoger i fremtiden. (Arkiv)
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Der kommer til at mangle 4.100 pædagoger i de midtjyske skoler og daginstitutioner frem mod 2030, hvis man bare vil følge med det stigende børnetal og minimumsnormeringerne. Derfor er det nødvendigt med en positiv udvikling i rekrutteringen til uddannelsen.

Det er grundlaget for et nyt samarbejde mellem VIA University College, Københavns Professionshøjskole, BUPL og landets to største kommuner, som skal sikre flere pædagoger til hele landet.

Og det er helt afgørende, at udfordringen med manglende pædagoger og pædagogstuderende bliver taget op nu og her, mener rektor for VIA University College, der blandt andet har afdelinger i Ikast, Viborg og Holstebro.

- En fælles indsats er afgørende for den fortsatte udvikling af velfærd i hele Danmark og for alle danskere. Vi håber også meget, at regeringen kommer på banen i forhold til at få udviklet en national rekrutteringsplan, så vi i Danmark får sikret pædagoger nok til at tage vare om børn, unge og udsatte, siger rektor Harald Mikkelsen i en pressemeddelelse. 

Børnene kan ende med at betale prisen

Projektet går ud på at undersøge udfordringer og muligheder på pædagogområdet, som skal være med til at vende udviklingen. Derudover vil de fem parter blandt andet forsøge at få flere til at uddanne sig til meritpædagoger, få deltidsansatte op i tid og fange de unges interesse for faget.

- Hvis vi ikke lykkes med at rekruttere og fastholde flere pædagoger, vil kvaliteten i vores daginstitutioner falde markant de kommende år. Det bliver børnene, der kommer til at betale prisen. Derfor skal vi i gang med arbejdet nu, siger Elisa Rimpler, der er formand for BUPL, i en pressemeddelelse.

Manglen på pædagoger frem mod 2030 i Midtjylland fordeler sig på 3.400 i Østjylland og 700 i Vestjylland.

Østjylland dækker over kommunerne Favrskov, Silkeborg, Hedensted, Horsens, Norddjurs, Odder, Randers, Samsø, Skanderborg, Syddjurs og Aarhus. Mens Vestjylland er Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Skive, Struer og Viborg kommuner.