Samlet Folketing vedtager haste lov for at begrænse corona

Med den nye hastelov får sundhedsministeren Magnus Heunicke nu flere beføjelser. Man kan tvinge syge i karantæne, og det er nødvendigt for af få styr på virussen.

I stedet for at trykke på knapper rejste en samlet folketing sig i går kort før midnat. Det er et tegn på, hvor seriøst corona situationen bliver taget. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson / Ritzau Scanpix

Der er kort før midnat torsdag opnået overvældende flertal for regeringens vidtgående hastelov, der skal inddæmme coronavirus. Alle partier i Folketinget stemte for loven. 

Læs også Kommune lukker ned: Du må komme på besøg, hvis nogen er ved at dø

Loven er blevet både fremsat og lovbehandlet torsdag, hvilket er meget ekstraordinært. Normalt tager behandlingen af sådan en lov flere måneder.

Den flytter en række beføjelser fra myndighederne til den siddende sundhedsminister, som er Magnus Heunicke (S).

Sundhedsmyndighederne får mulighed for at tvangsundersøge, tvangsbehandle eller sætte folk i tvangskarantæne, hvis der er mistanke om smitte af coronavirus. Der er også mulighed for vaccination gennem tvang. 

Regeringen kom dog ikke igennem med sit ønske om, at hasteloven skulle give myndighederne mulighed for at kunne komme ind i folks private hjem uden en retskendelse, hvis der er mistanke om coronasmitte.

Det var blandt andet regeringens støttepartier Enhedslisten og De Radikale imod. 

- Vi har kæmpet benhårdt for, at der skal være en domstolsprøvelse, før myndigheder kan tiltvinge sig adgang til borgernes private hjem, siger Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, i en skriftlig kommentar.

Udløbsdato

Der vil være en løbende politisk opfølgning i Folketingets sundhedsudvalg, men der kommer ikke en egentlig revisionskontrol hver tredje måned, som Enhedslisten har ønsket. 

Læs også Skejby gør klar til at modtage midt- og vestjyder med coronavirus

Der bliver dog mulighed for en enkelt revision af loven, som skal laves i november i år, inden loven altså står til at udløbe i marts næste år. 

Og netop det har været vigtigt for Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen.

- For et liberalt parti har det bestemt ikke været morsomt at skulle lægge stemme til en lov, der potentielt kan være så indgribende i forhold borgere, virksomheder og foreninger, skriver han i en mail til Ritzau.

Derfor fremhæver han også vigtigheden af, at hasteloven inkluderer en følgegruppe, som skal holde øje med regeringens anvendelse af de mange bemyndigelser, den er blevet udstyret med.

Både eksperter og politikere er enige om, at det er vidtrækkende beføjelser, der står i loven. Men en del findes faktisk allerede i dag. De bliver bare lagt over på sundhedsministerens område. 

- Det er vidtrækkende beføjelser, der gives. Men der er i forvejen vidtrækkende beføjelser i epidemiloven, og dem har man så suppleret, siger Helle Bødker Madsen, der er professor i forfatningsret og sundhedsret ved Aarhus Universitet. 

En del af bestemmelserne i hasteloven vil først kunne træde i kraft i begyndelsen af næste uge. 

Antallet af bekræftede smittetilfælde i Danmark er torsdag steget til 674 personer. Onsdag var 514 konstateret smittet.