Regioner i u-vending: Fravalgt helikopterfirma får alligevel lov til at byde

På et ekstraordinært styregruppemøde besluttede landets fem regioner, heriblandt Region Midtjylland, fredag at give et tredje firma lov til at byde på lægehelikopteropgaven i Danmark. Det skriver Jyllands-Posten.

Babcock Scandinavian Air Ambulance var i første omgang blevet sorteret fra på grund af deres dårlige økonomi.
Babcock Scandinavian Air Ambulance var i første omgang blevet sorteret fra på grund af deres dårlige økonomi.
Foto: Niels Åge Skovbo, Region Midtjylland

Europas største helikopteroperatør, britiske Babcock International, bliver nu alligevel inviteret til at byde på opgaven om at drive lægehelikopterne i Danmark. Det skriver Jyllands-Posten.

Koncernens svenske datterselskab, Babcock Scandinavian Air Ambulance (Babcock SAA), var ellers i første omgang blevet sorteret fra på grund af deres dårlige økonomi.

-Når vi har med så stort et udbud at gøre, så synes vi, at det er besynderligt, at man ikke ønsker at have så mange kandidater som muligt. Det er i skatteydernes og patienternes interesse, at udvalget bliver så stort som muligt, udtalte Marie-Christine Højlund, der er HR-chef i Babcock SAA til TV MIDTVEST tilbage i marts.

Derfor klagede Babcock SAA til Klagenævnet for Udbud, og de har nu fået medhold. På et ekstraordinært styregruppemøde, hvor alle fem regioner sidder med, besluttede man derfor fredag alligevel at give det svenske selskab lov til at byde.

- Babcock ser ud til at få medhold, og derfor vil vi byde dem ind i buddet. Vi har dybest set kun én interesse, og det er at få flest mulige ind, så vi kan få noget konkurrence og en god aftale, siger Dorthe Crüger, der er formand for den styregruppe, der håndterer udbuddet af lægehelikopterne, til Jyllands-Posten.

Babcock SAA mener ikke, at virksomhedens økonomi bliver nogen hindring, da deres store moderselskab Babcock International kan stille garanti.

Fristen for at byde bliver flyttet, så Babcock SAA også har tid til at forberede deres bud.