Region udvider: Snart kan du blive PCR-testet om aftenen

Stigende efterspørgsel får nu Region Midtjylland til at tilbyde test sidst på dagen.

20210106-092634-A-1920x1920we
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Det kan være svært at finde tid til en PCR-test hos regionens testcentre, hvis man samtidig skal finde tid til at passe sit fuldtidsjob. 

Men fra næste uge bliver det nemmere at lægge hals til en test hos regionen.

Det oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse

Mere konkret udvider regionen nu sine åbningstider ved syv PCR-testcentre, så flere nu kan blive testet i aftentimerne. 

- Mange er vendt tilbage til en mere velkendt arbejdsdag i dagtimerne, hvor det ikke længere passer så godt at stemple ud, for at få vedligeholdt coronapasset. Til blandt andre dem er aftenåbent på de syv store testcentre en velkommen nyhed, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i pressemeddelelsen. 

Gælder kun teststeder i større byer

Her i landsdelen betyder det, at centrene i Herning og Holstebro fra mandag 24. maj holder åbent fra 8.20 til 20.00 alle ugens dage. 

Indtil da hedder åbningstiden fortsat 8.20 til 17.30 på de to afdelinger. 

Tirsdag 25. maj følger Viborg og Silkeborg trop og udvider sin åbningstider med tre timer. De to vil holde åbent alle dage fra 09.00 til 20.00. 

Udover at udvide åbningstiderne for PCR-test i landsdelen, åbner regionen i samarbejde med Falck også et nyt hurtigtestcenter i Århus.