Region Midtjylland kan nu vaccinere endnu flere mod Covid-19

Ekstra vacciner til Region Midtjylland giver flere ledige tider.

Dagny Kloster er leder af Vaccinationsenheden Vest.
Dagny Kloster er leder af Vaccinationsenheden Vest.
Foto: Morten Løvig Nielsen, TV MIDTVEST

Region Midtjylland har modtaget omkring 148.000 doser vaccine mod Covid-19 bestående af cirka 50 procent fra Pfizer og lige så mange fra Moderna. Det er flere end først planlagt, forklarer leder af vaccinationsenheden Vest ved Region Midtjylland, Dagny Kloster.

- Det har betydet, at vi har måtte lave en ekstra planlægning oven i den første. Vi været ude at ansætte nye medarbejdere og oplære dem. Og har lagt rigtigt mange ekstratider ud, og der kommer endnu flere, siger hun.

Hun opfordrer til, at alle, der har modtaget en invitation og gerne vil vaccineres, får booket en tid. Det er kun børn i alderen 12-15 år, der endnu ikke har modtaget en invitation, men dem forventer regionen at kunne sende ud i næste uge.

Ledige tider er for alle

Selvom Region Midtjylland primært tilbyder vaccinationstider til midtjyderne, så er det muligt for alle danskere at få en tid i landsdelen.

- Hvis man bor et helt andet sted i Danmark og er på ferie herovre, så er der stadig mulighed for at man kan få en vaccine, og der kan man få hjælp af bookingsupporten, siger leder Dagny Kloster.

Region Midtjylland vaccinerer ni forskellige steder i Midt- og Vestjylland. Det gælder Herning, Holstebro, Ikast, Ringkøbing, Struer, Silkeborg, Skive og Viborg.