Region Midtjylland får Vestdanmarks første børnehospice

Det nye hospice bliver dog ikke placeret i Midt- og Vestjylland, selvom Silkeborg tidligere har været i spil.

Det skal være muligt for jyske børn at få pleje og lindring fra livsbegrænsende, livstruende eller uhelbredelige sygdomme, uden at de skal hele vejen til København.

Sundhedsministeren har valgt Region Midtjylland til at opbygge det første Vestdanske børnehospice, som regionen i budgetforliget vedtog skulle placeres hos Hospice Djursland i Rønde. Her skal der være fire nye hospicepladser.

Tidligere har både Silkeborg og Aarhus også været i spil, men valget faldt altså på Rønde.

Regionsrådsmedlem Marianne Karlsmose fra Kristendemokraterne har fra starten af haft børnehospicet som sin mærkesag, og selvom hun oprindeligt ønskede, at det skulle ligge i Silkeborg, så er hun godt tilfreds i dag.

- Jeg kunne ikke samle flertal for Silkeborg, og jeg kunne ikke gå ind for, at det skulle ligge inde midt i Aarhus, for det var vigtigt for mig, at det skulle være med udgangspunkt i hospicemiljøet. Det er en rigtig stor glæde, at vi har landet det på en måde, hvor hele regionsrådet er glade, og at det nu bliver en realitet, siger hun.

God løsning for alle

En af grundene til at børnehospicet ikke endte i Silkeborg er ifølge Marianne Karlsmose, at det ville være dyrere.

- Det var to millioner dyrere om året, blandt andet fordi det ikke var knyttet op på et hospice i forvejen. Det kunne jeg ikke komme igennem med, og så tænkte vi i alternativer. Det vigtigste er, at vi fik målrettet et hospice til børn og deres familier, forklarer hun.

Selvom hospicet ikke endte i landsdelen, så er Marianne Karlsmose sikker på, at det alligevel bliver en fordel for alle.

- Jeg er så lettet over, at vi er landet nu. Det ville være underligt at få sin hjertesag igennem i en udgave, hvor det blev noget andet, end man havde ønsket. Jeg er sikker på, at det her bliver en god løsning, som også midt- og vestjyderne får glæde af, slår hun fast.

Hospicepladserne bliver finansieret af Region Midtjylland, de regioner, der henviser patienter til det og statslige midler. Det er planen, at de nye hospicepladser er klar midt i 2020.

Om børnehospice


    Læs flere artikler fra Region Midtjylland eller i kategorien Sundhed.