Psykiatri-kamp gav pote

Helt usædvanligt har politikerne i Region Midtjylland aftalt at bruge en ekstra pose penge på psykiatrien allerede i 2018.

Mikkel Rasmussen stiller op for Psykiatrilisten for at forbedre psykiatrien i Region Midtjylland.
Mikkel Rasmussen stiller op for Psykiatrilisten for at forbedre psykiatrien i Region Midtjylland.
Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

Psykiatrien har længe været et smertensbarn i Region Midtjylland med for mange genindlæggelser og for meget brug af tvang.

Det fik en række medarbejdere fra blandt andet Psykiatrisk Modtagelse på Aarhus Universitets Hospital i Risskov til at starte Psykiatrilisten. En af dem var overlæge og speciallæge i psykiatri Mikkel Rasmussen.   

Psykiatrilisten fik hele 20.000 stemmer, og Mikkel Rasmussen kan nu kalde sig regionsrådsmedlem.

- Det er udtryk for, at vi er ramt ind i noget, som har påvirket rigtigt mange mennesker, siger Mikkel Rasmussen.

Politikerne har forstået alvoren, og derfor aftalte de allerede på valgnatten, at der skal bruges 15 millioner kroner ekstra på psykiatrien næste år.

- Jeg tror, vi alle sammen er blevet dybt berørt, at der er de udfordringer, der er i psykiatrien. Og jo mere man graver sig ned i det, jo mere finder man ud af, at der er nogle akutte problemstillinger, som vi skal løse, siger Anders Kühnau. Han er ny formand for regionsrådet i Region Midtjylland for Socialdemokratiet.

Selvom Psykiatrilisten allerede nu har fået nogle krav opfyldt, stopper deres kamp bestemt ikke her.

- Jeg tænker ikke, vi er i mål overhovedet. Det er en god start, men der ligger et stort stykke arbejde fremadrettet også, siger Mikkel Rasmussen. 

2:05
Helt usædvanligt har politikerne i Region Midtjylland aftalt at bruge en ekstra pose penge på psykiatrien allerede i 2018.