Patienter med kronisk hovedpine venter på behandling
Patienter med kronisk migræne møder lang ventetid. Vi har undervurderet problemet, siger Danske Regioner.
I regionerne har det høj prioritet at få ventetiden ned for patienter med kronisk hovedpine.
Det oplyser formanden for Sundhedsudvalget i Danske Regioner, Ulla Astman (S).
Senest har Berlingske dokumenteret, at patienter i øjeblikket kan se frem til op til tre års ventetid for behandling af kronisk hovedpine i det offentlige.
Årsagen til den lange ventetid er ifølge Ulla Astman, at der mangler neurologer i hele landet. Hun kalder hovedpineområdet for hårdt ramt.
- Vi prioriterer højt at få uddannet flere neurologer. Vi er også i gang med at rekruttere udenlandske neurologer i min egen region (Nordjylland, red.)
- Vi vil gerne forbedre indsatsen på området både i forhold til hovedpinepatienter og demenspatienter, siger hun.
Mangler neurologer: "Vi kan ikke følge med"
Det er imidlertid ikke første gang, at formanden lover handling. Flere medier har tidligere beskrevet lange ventetider for behandling af hovedpine.
I 2015 sagde Ulla Astman til Jyllands-Posten, at ventetiden i det offentlige ville blive mindsket.
- Vi havde håbet på, at med flere neurologer kunne bringe ventetiden ned.
- Vi har nok undervurderet problemet. For samtidig med at vi har uddannet flere neurologer, er der også kommet flere opgaver. Ikke mindst i forhold til demensudredninger og behandling af demente.
- Der er stor efterspørgsel på neurologer, og der kan vi ikke følge med i øjeblikket, siger Ulla Astman.