Over 5000 spritdispensere monteres i Gødstrup: Storsygehuset er gået ind i den afsluttende byggefase

De fleste håndværkere har forladt Gødstrup. Nu mangler der montering, rengøring og interiør, og så kan patienterne flytte ind. Ifølge den nye plan kommer det til at ske til efteråret.

2:09
Det har været længe undervejs, men nu nærmer indflytningsdatoen sig på det nye sygehus i Gødstrup.
Foto: Frida Fisker, TV MIDTVEST

Det begynder så småt at lugte som et hospital på det nye supersygehus i Gødstrup. De sidste håndværkerne er så småt ved at pakke sammen, og nu er det Region Midtjyllands egne folk, der tripper for at komme ind og forberede sygehuset til det helt store rykind.

- Det er rigtig skønt efter at have været i gang i så lang tid, at man kan se hospitalet blive til det, vi har drømt om. Det begynder at ligne et sted, vi kan flytte ind og gå i drift fra, og det er dejligt, fortæller Randi Nedergaard-Hansen, der er koordinator på klargøringsprojektet.

På mange afdelinger er håndværkerne rykket helt ud. Her er der ved at blive gjort rent, så der kan komme hospitalssenge og interiør ind. Andre steder er hospitalets egne folk fra Teknisk Afsnit gået i krig med montageskruer.

- Vi skal ind i cirka 5000 rum og montere, og det er alt lige fra spritdispensere til skraldespande. Lige præcis med hensyn til spritdispensere er der cirka 5500, som skal monteres, siger Rene Sørensen, der projektleder i driftsafdelingen.

Til monteringsarbejdet skal Rene Sørensens håndværkere bruge over 60.000 montageskruer.

Foran tidsplanen

Byggeriets håndværkere er stadig i gang på enkelte afdelinger, hvor Teknisk Afsnit derfor ikke kan montere endnu. Men så snart håndværkerne har forladt stedet, er Rene Sørensen klar med skruemaskinerne.

- Det går så godt lige nu, at vi faktisk kun har én mand, der går og monterer, og det er fordi, vi er så meget foran tidsplanen. Vi står bare og venter lige nu, fortæller projektlederen.

Foruden 5500 spritdispensere kræver et hospital også en grundig rengøring, før møblerne kommer på plads. Men derefter får alle stuerne en omgang mere.

- Det er 148.000 kvadratmeter, der skal gøres rent, men det er ikke kun gulvene, det er også lofterne, væggene og alle andre overflader, så det er lidt af en rengøringsopgave. Så flytter vi inventaret ind, og så gør vi rent igen kort tid inden, vi flytter patinterne ind, siger Randi Nedergaard-Hansen.

I den oprindelige byggeplan fra 2012 var det planlagt, at supersygehuset skulle tage imod de første patienter i 2017, men byggeriet er blevet forsinket ad flere omgange. Som det ser ud nu, er monteringsarbejdet foran tidsplanen, og koordinatoren på klargøringsprojektet tør også fastsætte en dato for, hvornår patienterne kan flytte ind.

- Det tør vi godt. Den første patient kommer 27. september, og den sidste patient kommer 31. oktober, når vi flytter det sidste hospital her til, fortæller Randi Nedergaard-Hansen.

Hospitalets montør tør også at love, at der ikke bliver flere forsinkelser fra hans side.

- Vi har en tidsplan, der hedder, at vi er færdige i juni måned, og det tæller alt, der skal monteres. Jeg holder min tidsplan i hvert fald, for min opgave er udført de fleste steder. Jeg venter bare på at kunne komme i gang på de sidste afdelinger, siger Rene Sørensen.