Ny app skal sikre mere overskuelig information til patienterne

Rette information på rette tid, lyder filosofien bag digitale forløbsguides i Region Midtjylland.

Patienterne kan sommetider have svært ved at overskue de mange siders information, de får tilsendt på én gang. Det vil Region Midtjylland nu gøre noget ved (arkivfoto).
Patienterne kan sommetider have svært ved at overskue de mange siders information, de får tilsendt på én gang. Det vil Region Midtjylland nu gøre noget ved (arkivfoto).
Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

I et forsøg på at give patienterne en bedre og mere overskuelig information har Region Midtjylland indgået en aftale med to it-virksomheder, der skal udvikle en ny app for regionen.

Der bliver tale om det, som Region Midtjylland kalder digitale forløbsguides - en løsning, som man allerede har gode erfaringer med på flere afdelinger, blandt andet Diagnostisk Center i Hospitalsenheden Midt.

- Når vi indfører den digitale forløbsguide, får vi skabt en sammenhængende kommunikation fra indkaldelsesbrevet til udskrivelsen af patienten. Det giver overblik, tryghed og sammenhæng og gør det lettere at være både patient og medarbejder, siger koncerndirektør i Region Midtjylland, Ole Thomsen, i en pressemeddelelse.

Patienterne kan ifølge regionen have svært ved at overskue de mange siders information, der sommetider bliver sendt ud på én gang. Derfor opstod ideen om at gøre det hele mere simpelt. 

I den nye app vil patienten ikke modtage alt på én gang, men kun det, der er relevant i forhold til udredning, diagnose og behandling. Den rette information på rette tid, lyder filosofien.

Indholdet vil blandt andet bygge på den brugervenlige information, som allerede findes på hospitalernes hjemmesider. Dertil kommer små videoer, animationer relevante link. 

Det er virksomhederne KMD og Emento, der skal udvikle den nye app.

- Dialogen mellem patient og sundhedsvæsen er traditionelt en slags one-size-fits-all, hvor sundhedsvæsenet kommunikerer på samme måde til alle og placerer en – til tider – uoverskuelig mængde information hos modtageren på én gang. Der er brug for en mere tidssvarende kommunikation, som tager udgangspunkt i patientens behov og individuelle forløb, siger Merete Søby, der er direktør for datadrevne løsninger i KMD.